SALON PÅ PLATFORMEN

ER PRODUCENTER VORES FREMTID?

KL. 17 -19 på Udviklingsplatformen

Brancherådet for Scenedans’ har gennem flere år arrangeret en række populære saloner med fokus på aktuelle temaer og debatter. Denne gang arrangeres salonen i samarbejde med Projektcentret i Dansehallerne og Udviklingsplatformen for Scenekunst, som også lægger hus til.

Vi ønsker med denne salon at rejse spørgsmålet, om dansefeltet kan drage nytte af professionelle producent-kompetencer. Er det en fordel for en kunstner/et kompagni at samarbejde med en professionel producent? Eller giver det mere mening at arbejde selv-producerende? Hvad er det for nogle kompetencer den gode producent kan/skal kunne bringe ind i arbejdet omkring en kunstners virke for at gøre en reel forskel?

Nogle af de mere etablerede kompagnier har valgt at investere i fastansatte producenter; nogle af de projektstøttede kunstnere prioriterer at ansætte en producent på projekt-basis; mens andre hverken har mulighed for eller ønsker sig en producent. Der er sandsynligvis lige så mange forskellige konstellationer omkring producentvirksomheden, som der er kunstnere, og lige så mange forskellige opfattelser af det at være producent. Vi vil her forsøge at afdække fordele og ulemper ved en række modeller, med udgangspunkt i udvalgte aktørers erfaringer med producenter og selvproducerende virksomhed.

Panelet
Vi har samlet et panel af aktører, der med hver sit indledende oplæg vil sætte debatten i gang:

Simone Wierød – Koreograf
Simone Wierød er selvproducerende koreograf uddannet fra Berlin i 2014. Hun er baseret i København efter flere år i udlandet, og er netop nu aktuel med hendes første dansefilmsproduktion. Hun har derudover været festivalleder for dette års Young Choreographers – The Festival og er en del af bestyrelsen for HAUT.

Eva Steen Nordhagen – Producent
Eva har siden januar 2017 arbejdet som kreativ producent for Corpus på Det Kongelige Teater. Før det som freelance producent og PR-ansvarlig for en lang række teaterforeninger og siden som fast producent for recoil performance group og Gazart. Eva er cand.mag. i Litteraturhistorie og Retorik og har en tillægsuddannelse i Journalistik.

Jens Christian Jensen – Projektcenteret i Dansehallerne
Jens Christian har siden 2011 arbejdet i Projektcentret i Dansehallerne med administration samt rådgivning og vejledning. Før det har han bl.a. arbejdet for Statens Kunstfond samt hos Københavns Internationale Teater. Han har en BA i historie og er cand.mag. i Moderne Kultur.

Jannik Elkær – Koreograf og kunstnerisk leder af DON GNU Physical Theatre & Film

Anders Christiansen – Koreograf, danser og kunstnerisk leder af (stillleben)

 

Hele arrangementet vil tage ca. 90 minutter, efterfulgt af et glas vin.

Sted: Udviklingsplatformen for Scenekunst, Otto Busses Vej 5a, bygn OBV048, Kbh SV (tast ‘Udviklingsplatformen’ i Google maps).