”Der er en typisk og afgørende forskel på erhvervsfolk og kunstnere” – om at blotte de sider man ikke er god til

Af Nina Branner for Iscene.dk

Hvorfor kan det være svært for scenekunstnere at stille sig sårbare med deres kunstneriske og administrative udfordringer? Udviklingsplatformens mentorforløb hjælper kunstnere med at overkomme psykologiske begrænsninger og bryde uhensigtsmæssige mønstre. Men hvad kræver det egentligt at blotte sig selv og hvad kan kunstnerne lære af andre brancher? 

Per Scheel-Krüger. Foto: Karoline Lieberkind

“Jeg er dybt taknemmelig over det forløb, som har været afgørende for min udvikling. Ud fra den statusrapport, jeg skulle lave hver 3 uge, kan jeg se, at jeg i løbet af forløbet begyndte at tale mere målrettet og selvsikkert om mit arbejde. Jeg har fået en ny tro på, at det, jeg laver, duer til noget”, siger hun til ISCENE og kan godt se pendanten til et terapiforløb. Blandt andet lærte Mette Rønne at tage mavebeslutninger frem for at ”have alenlange samtaler” med folk om, hvilken kunstnerisk vej, hun skal gå.” Jeg fik ryddet op i noget personligt rod, og det har smittet af på mit kunstneriske virke”, siger Mette Rønne.

Tid til et spark

Selvom mentor-forløbet med skuespiller og instruktør Per Scheel blev en personlig udviklingsrejse, understreger Mette Rønne dog, at Per hverken agerede heppekor eller sad og holdt hende i hånden med servietter klar til at tørre hendes tårefyldte øjne. Nærmere var han en allieret, som hun kunne spille bold opad.

“Det handlede om, at jeg kunne få hjælp fra ham til at tage de rigtige beslutninger. Selvom det også kunne være ubehageligt og irriterende”, griner Mette Rønne, som selv har en del års erfaring som både skuespiller, producent og teaterleder. 

I 2013 grundlagde hun teatret Kulturmarkt, og hun har blandt andet turneret med performancen The Comical Tragedy. Hun meldte sig da også til mentorprogrammet for at få chancen for at finde sin kunstneriske stemme snarere end for at få hjælp til at håndtere administrative udfordringer. 

Den Komiske Tragedie (2017). Foto: Per Pedersen

”Jeg kunne mærke, at det var tid til at få et spark og gå fra at sende andre mennesker på turné og i stedet gøre det selv. Inden for det etablerede teater er der jo mange måder at gøre sådan noget på, som kan være svære, hvis man, som jeg, er en enmandshær. Man kan fx være nødt til at sprede sig ud og lave fire forskellige projekter på én gang i stedet for ét”, siger Mette Rønne.

Hun fik selvtilliden til at skabe en soloforestilling samt række ud til samarbejdspartnere, hun ikke før havde turdet kontakte. Det har betydet, at Hans Rønne sagde ja til at instruere hendes forestilling HOMAGE. “Jeg har gerne villet arbejde sammen med ham i 30 år, men har bare ikke lige fået spurgt”, siger Mette Rønne og ler af sin egen tilbageholdenhed. 

Også Per Scheel-Krüger sammenligner mentorprogrammet med et terapeutisk forløb, fordi man i scenekunstbranchen typisk ”investerer sig selv med kød og blod”. Som mentor brugte han da også en metode, mange vil genkende fra psykologkonsultationen. 

”Jeg holdt hende fast i nogle drømme, hun havde, men som ikke var så italesatte. Ved at lytte til hendes tanker og de ord, hun sagde og så gentage dem for hende, kunne jeg spejle og hjælpe hende med at fokusere. Hos hende vakte det genklang i nogle dybere konflikter, selvom det, vi talte om, var fagligt”, siger han.

Per Scheel-Krüger har blandt andet siddet i juryen for Aarhus Teaterskole og den uafhængige scenekunstfestival VILDSKUD og har tidligere erfaring med at vejlede unge kunstnere i deres vej frem. 

”Jeg synes, det er meget berigende, at man på ret kort tid kan hjælpe andre med at komme videre”, siger Per Scheel-Krüger. 

Inspiration fra erhvervslivet

Selvom Mette Rønne i mentorforløbet havde fokus på sin personlige udvikling som kunstner, har hendes nyvundne indsigter også smittet af på det administrative arbejde, der knytter sig til at være uafhængig scenekunstner, fortæller hun. Nu planlægger hun længere frem i tiden. Og netop det at hjælpe kunstnerne til at turde stille sig sårbar omkring de mange, administrative opgaver, der knytter sig til det kunstneriske arbejde, er et af mentorprojektets ærinder, siger Gitte Nielsen, som er koordinator for programmet. 

”Mange scenekunstnere finder det svært at dele deres bekymringer omkring alt det praktiske, der ligger rundt om det kunstneriske – at finde scenerum, producenter og samarbejdspartnere, at skrive fondsansøgninger og skaffe publikum samt lønforhandlinger med cast og crew. De mentees, der tør udstille deres faglige udfordringer og usikkerhed samtidig med, at de går til arbejdet som mentee seriøst og strategisk, rykker sig markant”, siger Gitte Nielsen om de observationer, hun har gjort sig under mentorforløbene. 

”Vi har ikke tradition for at tale sammen om, hvor krævende arbejdet i den frie scenekunstbranche til tider er – med begrænsede budgetter og den omstillingsparathed, der følger med jobbet samt de mange arbejdstimer der skal ligger i projekterne. Mange tror, at de er de eneste, som har udfordringer og bliver nærmest lettede over at erfare, at andre kæmper med lignende problemstillinger”, fortæller hun. 

Gitte Nielsen. Foto: Søren Meisner

Også psykolog og konsulent Louise Kampark mener, at der er et stort potentiale i at stille sig sårbar omkring sine udfordringer. Hun arbejder med lederudvikling, facilitering af seminarer og coaching i forhold til professionelle dilemmaer med blandt andre Novo Nordisk, Danmarks Nationalbank, Folketinget samt mange mindre NGO’er og mener, at det giver mening at sammenligne coaching inden for erhvervslivet og i scenekunstbranchen. Dog er der typisk en afgørende forskel på erhvervsfolk og kunstnere:

”Det er anderledes at skulle sælge sit eget værk, som man identificerer sig meget med, end at få en arbejdsopgave stillet af en anden. Det store engagement og den ild, som kunstnere ofte har, er et tveægget sværd. Det er det, der kan få dem til at skabe noget, der er ud over det sædvanlige. Men det rummer også en stor sårbarhed, fordi kunstnerne er så personligt involverede i deres arbejde”, siger Louise Kampmark til ISCENE.

Derfor råder hun uafhængige scenekunstnere til at skille det administrative og det kreative ad – samt at opsøge rådgivning. Hvis man ved, man er mindre god til det praktiske arbejde, som ligger i kanten af ens kerneydelse – det kunstneriske værk – kan man gøre sig selv en tjeneste ved simpelthen at bede om hjælp til det. Det kan for eksempel være at hyre en bogholder eller en revisor – en udgift som typisk, siger Louise Kampmark, vil tjene sig selv ind på sigt. 

”Det handler om at finde nogle strategier og erkende, hvad man er god til, og hvad man skal have hjælp til. Og komme ud over pinligheden over at spørge om hjælp i sit netværk”.

Hvorfor tror du, det kan være svært for nogle scenekunstnere at spørge om hjælp?

“Vi gør os jo sårbare, når vi fremviser vores inkompetencer og bliver nervøse for, at det giver et generaliseret billede af os. At vi bliver opfattet som utjekkede rent generelt, hvis der er noget administrativt, vi har brug for hjælp til. Men det er simpelthen så sjældent, at folk ikke siger ja til at hjælpe, hvis man spørger direkte”, siger Louise Kampmark.

Ilden er et tveægget sværd

Når Louise Kampmark rådgiver erhvervskunder, opfordrer hun dem ofte til at lave, hvad hun kalder et ”egotjek”. Det samme råd kan uafhængige scenekunstnere have gavn af, når de står over for et administrativt bjerg, der skal bestiges, før det egentlige kunstneriske arbejde kan begynde. 

“Det er altid en god idé at stoppe op og spørge sig selv: Hvad er det egentlig, jeg vil med mit arbejde? At være klar over sin drivkraft og bruge mindre energi på de ting, der ikke interesserer en så meget. At bruge sin ild der, hvor man er god. Ilden er både smuk, men også belastende, fordi man kan brænde op af den. Det gælder om at organisere sig, så det ikke føles som liv og død hver gang, man starter et projekt og skal have styr på alt det administrative”, siger psykologen.

Netop at gøre sig klart, hvad hun egentlig vil med sin kunst, er noget af det, Mette Rønne har taget med sig fra sit mentorforløb med Per Scheel-Krüger. Hun spurgte sig selv: ”Hvorfor laver jeg teater?” – og er nu begyndt at holde alle beslutninger op mod de svar, hun finder på det. Både hun og hendes mentor er begejstrede for det forløb, de har været igennem sammen. For begge har de udviklet sig – og det uden at måtte betale i dyre domme for en klassisk terapeut. 

”Jeg er blevet mere opmærksom på både mine egne processer og det sprog, jeg anvender for at beskrive dem. Det er en tur i vaskemaskinen, som man jo ellers aldrig har tid til at prioritere, siger Per Scheel-Krüger.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst

INFOMØDER – MENTORPROGRAM & RÅDGIVNINGEN
Få mere at vide om mentorprogrammet og Udviklingsplatformens Rådgivningstilbud – hvad du kan få ud af disse tilbud, forskellen på dem, og hvordan du søger. 
Du vil også møde tidligere deltagere, som fortæller om, hvad de har fået ud af deres mentor- eller rådgivningsforløb.

København / to be annonced

3. september kl. 13 -14.15
Tilmeld dig her senest d. 1. sep +

Aarhus / Performing Arts Platform
4. september kl. 13-14.15
Tilmeld dig her senest d. 1. sep +

OPEN CALL – MENTORPROGRAM 2020/21
Få sat perspektiv på din praksis og få faglig sparring, uanset hvor du er i din karriere. 

Via mentorprogrammet bliver du matchet med en kvalificeret mentor, som har værdifuld erfaring og indsigt relevant for netop dig. Som noget nyt i år kan du også søge mentorprogrammet, hvis du som kunstner ønsker at booste din kunstneriske udvikling. 

Mentorprogrammet kan søges af producenter, selvproducerende scenekunstnere eller scenekunstnere inden for den frie scenekunst.

Deadline for ansøgninger er 10. september kl. 23.59.

Læs mere og ansøg her +