Det Frie Felts Festival rummer i år stor diversitet i alder, køn, erfaring og æstetisk udtryk
Programmet for Det Frie Felts Festival 2022 rummer stor diversitet i både alder, køn, erfaring og æstetiske udtryk; fra klimakrise til analog kultur til queer rom-com.
Det Frie Felts Festival løfter i dag sløret for deres program for 2022. Det er syvende gang, vi får lov til at opleve festivalens aktører fra det frie felt udfolde sig. Og første gang, at festivalen både bliver afholdt først i København og senere i Aarhus.
Festivalen præsenterer de nyeste tendenser inden for scenekunstens frie felt i hele Danmark. Og med både nationalt og internationalt potentiale rummer festivalen stor diversitet i både alder, køn, erfaring og æstetiske udtryk med deres program for 2022.
Klimakrise og nuttet sorgbearbejdning
I programmet optræder blandt andet TOTAL INTERNATIONAL (LOKAL) #2 af Andreas Liebmann og Boaz Barkan. Her står den internationale kunstner for skud i klimakrisen. Beck Heiberg og Charlie Trier Laban optræder også med Digging A Glittery Grave, hvor sorg bliver gjort håndterbar i en nuttet kontekst. Begge er eksempler på forestillinger, som afspejler en samfundsmæssig nødvendighed, hvilket er en tematik, som blev vægtet højt i udvælgelsesprocessen.
Om Det Frie Felts Festival
Festivalen er baseret på et open call. I år bliver den kurateret af performer og skuespiller Marina Popovic (NO), kunstnerisk leder, kurator og performancekunstner Andreas Constantinou (DK/IE/CY/UK) samt dramatiker, dramaturg og kurator Gritt Uldall-Jessen.
Det er første gang, at festivalen afholdes fysisk i både København og Aarhus. Festivalen har indgået et samarbejde med TOASTER i København og Åbne Scene og Bora Bora i Aarhus om at præsentere scenekunst fra det frie felt. Det er i alt blevet til syv værker i København og fem værker samt et internationalt gæstespil i Aarhus.
Festivalen finder sted den 1. – 5. november 2022 på Husets Teater og i Den Frie Udstillingsbygning i København og den 25. – 28. januar 2023 på Bora Bora og Åbne Scene i Aarhus.
Branchefagligt seminar i samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst
I forlængelse af festivalens ambitioner om at skabe opmærksomhed omkring det frie felt, ønsker festivalen ligeledes at skabe relationer, samarbejder, gunstige vækstbetingelser og videndeling på tværs af landegrænser.
Derfor inviterer festivalen, i samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst, til et branchefagligt seminar om ligheder og forskelligheder i Norden for det frie felt. Her vil tre aktører (TBA) fra den nordiske scenekunstbranche medvirke i en paneldebat.
Seminaret finder sted den 4. november 2022 kl. 13.30 – 15.30 i Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø, i salen Den Frie Minus 2. Oplægsholdere TBA.