Digital showcasing er kommet for at blive

På dette års CPH STAGE Festival afprøves for andet år i træk et nyt online-format: Digital Showcasing. Her kan scenekunstnerne vise deres digitale visitkort frem for branchefolk i hele verden – og det er et værktøj, der vil blive brugt flittigt fremover, mener både Udviklingsplatformen for Scenekunst og leder af CPH STAGEs internationale dage Karen Toftegaard.

Af Nina Branner for Iscene.dk

Paradigmeskift er ikke kun et rammende ord, når man taler dansk udlændingepolitik. Også inden for scenekunsten har kriterierne for, hvordan forestillinger udføres og formidles, været underlagt en gennemgribende forandring i løbet af det sidste år. Digitale virkemidler er for alvor kommet på banen – ikke kun rent kunstnerisk men også i forhold til networking.

For siden Corona gjorde sit indtog, er der sket et skift i den måde, internationale opkøbere bliver præsenteret for dansk scenekunst på. Spørgsmål om, hvordan man som kompagni kommer på turné i en pandemitid, og hvordan internationale festivaler afvikles, er kommet på dagsordenen. Disse udfordringer har CPH STAGE og Udviklingsplatformen for Scenekunst sat sig for at gå i møde med oprejst pande. Derfor samarbejder de med projektet Digital Presence om at udvikle formater, der kan klæde kunstnere på til den nye, digitale virkelighed. Og her er Digital Showcasing og pitching kodeord.

”Digital showcasing er et nyt koncept, hvor vi omfavner teatrets præmis om at være live samtidig med, at vi gør brug af den digitale scenes muligheder. Rammerne er baseret på de erfaringer, vi gjorde os sidste år, hvor Corona ramte, og på det hav af digitale præsentationer, jeg har deltaget i siden,” fortæller kvinden bag CPH STAGEs International Days, Karen Toftegaard.

Digital showcasing karen toftegaard cpr stage
Karen Toftegaard, international producent, CPH Stage. Foto: Frida Gregersen

I løbet af det sidste år har international producent Karen Toftegaard haft samtaler med internationale festivalledere, som har udforsket det digitale scenekunstformat og hybrid festivalplanlægning – fusionen af live og onlineteater. Visionen om at finde nye måder at kommunikere scenekunst på har ifølge Karen Toftegaard længe ligget og ulmet, og Corona har i den grad sat skub i udviklingen. Da scenekunsten blev tvunget til at rykke online, øjnede hun hurtigt en mulighed for at være med til at skabe og udvikle en ny, digital fremtid for teatret – noget både publikum og en del kunstnere først er blevet rigtig klar til i forbindelse med Corona, siger hun.

”Med det internationale hybridprogram viser vi på CPH STAGE et sandsynligt fremtidsscenarie, hvor det at arbejde internationalt betyder at arbejde både digitalt og fysisk. Det giver mening i forhold til bæredygtighed og færre rejser, og det giver også mulighed for at gå mere i dybden kunstnerisk, for det kan man i højere grad, når man kombinere de digitale og fysiske samarbejdsmuligheder,” mener Karen Toftegaard.

Kortere mellem mennesker online

Digital Prensence-projektet, som blev skudt i gang i foråret 2021 i forbindelse med på CPH STAGE International Days 2021, er tænkt som et program, der skal støtte kunstnere i den digitale transformation, der finder sted i denne tid. Et af værktøjerne er digital showcasing – en live online præsentation af et kompagnis arbejde. Idéen er at formidle gruppens kunstneriske DNA til branchen og skabe samtaler mellem kunstnere og producenter. En forståelse af en kunstners univers og tilgang til verden er hele forudsætningen for at kunne skabe gode matches mellem publikum og kunst – og også til at skabe gode samarbejder både produktionsmæssigt og kunstnerisk, mener Karen Toftegaard. Og den mulighed skal ikke gå tabt, bare fordi vi ikke i samme grad som tidligere kan mødes fysisk.

I en tid, hvor landene lukker ned på skift, og internationale festivaler i højere grad udspiller sig online, må man sige, at det er nødvendigt for kunstnerne at mestre digitale værktøjer. Et af de kompagnier, som på dette års STAGE-festival har givet sig kast med en digital showcase, er danske Fix&Foxy. For den internationalt turnerende gruppe er digitalisering langt fra et fremmedord, og de har flere gange udviklet digitale forestillinger – senest AVATAR ME, som blev vist på online-festivalen RE:LOCATIONS. Men at skulle showcase en forestilling online, er derimod nyt for dem, fortæller gruppens producent Annette Max Hansen i telefonen et par dage før, showcasen af Fix&Foxys forestilling My Deer Hunter skal finde sted.

Re:locations avatar me fix&foxy
Avatar i Brasilien. Foto: AVATAR ME, Fix&foxy

Gruppen har ikke tilrettelagt i detaljer, hvad der skal ske på showcasen, som kommer til at foregå live på nettet. Det er dog besluttet på forhånd, at scenografen, lyddesigneren, en medvirkende og instruktøren tilbyder et ”kig ind i kompagniets maskinrum” og fortæller om deres metode og de greb, de gør brug af i stykket, som vises på Betty Nansen Teatret under CPH STAGE.

”Vi har prøvet at pitche digitalt før, men slet ikke på en så kreativ måde som nu,” siger Annette Max Hansen, der betragter showcasen som Fix&Foxys digitale visitkort på festivalen. Producenten kan både se fordele og udfordringer ved formatet – den største er, at ikke alle, der deltager i showcasen, rent faktisk har set forestillingen. På den måde er showcasen lidt adskilt fra forestillingen, mener hun.  

”Men som netværkstformat er jeg vild med det digitale. Online netværksmøder giver en fornemmelse af, at det er nemmere at komme i kontakt med folk, og også at der er kortere vej mellem for eksempel store institutioner og små aktører. Det, tror jeg, kan skabe en mere løbende dialog på tværs af landegrænser,” siger Annette Max Hansen og fortæller, at hun i løbet af det seneste år har mødt mange flere mennesker fra scenekunstbranchen, end hun gjorde i præ-Corona-æraen. Et eksempel på et kunstnerisk samarbejde avlet i det digitale rum var, da en indisk performer medvirkede i AVATAR ME. Samarbejdet kom netop i stand, fordi Fix&Foxy havde castet online i stedet for fysisk.

First movers på digitale formater

Også Karen Toftegaard mener, at digitalisering af scenekunsten er et væsentligt skridt for branchens måde at arbejde internationalt. Ikke kun i kraft af de udvidede muligheder for at netværke, men også fordi den digitale tilgang er mere bæredygtig.

”Jeg har personligt haft rigtig meget rejseaktivitet før Corona. Jeg regner da med at komme til at rejse en del igen, men jeg kommer til at prioritere langt skarpere, hvor jeg lægger min tilstedeværelse og energi. Det, tror jeg, gør sig gældende for hele branchen,” siger hun.

Allerede i 2020 tog CPH Stage et valg om at støtte scenekunstnerne i at formidle digitalt på et højt niveau og hjælpe dem gennem den forandringsproces, det store, digitale ryk for mange af dem er. Karen Toftegaards vision for den danske scenekunstfestival er, at både det fysiske og det digitale program bliver Nordens mest interessante sted at opleve scenekunst. Det, mener hun, kan de opnå ved at være first movers på nye, digitale formater. Producenten understreger dog, at det selvfølgelig er nødvendigt at fastholde høj kvalitet på festivalens fysiske besøgsprogram.

”Det digitale er jo noget, der foregår sideløbende med det fysiske. Men på den digitale scene skal kvaliteten være lige så høj, og det kan den kun være, hvis vi præsenterer scenekunsten på onlinemediets præmisser – hele tiden med stor respekt for scenekunstens live-kvaliteter,” siger Karen Toftegaard.

aline storm Digital showcasing
Aline Storm. Foto: Udviklingsplatformen

Aline Storm fra Udviklingsplatformen for Scenekunst giver sin branchekollega ret i, at en fysisk forestilling ikke kan omsættes én til én i et digitalt format. Vil man lykkes med den digitale formidling, må man forsøge at formidle den kunstneriske essens af sit værk på det digitale medies præmisser, råder hun.

”Den fysiske og den digitale oplevelse er grundlæggende væsensforskellige, og i langt de fleste tilfælde vil streaming af en forestilling være en noget flad oplevelse. Man starter altså som kunstner på en måde forfra og ser på, hvilke muligheder det digitale format har at byde på i forhold til at give publikum den oplevelse, man oprindeligt har ønsket med værket”, siger Aline Storm til ISCENE.

Hvilke nye krav stiller Corona til scenekunstnerne?

”I den her specifikke kontekst af showcasing af forestillinger har Corona betydet, at scenekunstnere må tilpasse sig en i bedste fald hybrid, men ofte 100% online, virkelighed. De fleste internationale platforme for showcasing foregår nemlig pt i et enten hybrid eller helt online format. Det er altså ikke længere tilstrækkeligt at showcase sin forestilling fysisk foran et publikum; man må samtidig kunne præsentere forestillingen i et online format, som er uafhængigt af restriktioner, nedlukninger osv. Scenekunstnere kan ikke på samme måde som før Corona arbejde i ét format; de er nødt til at arbejde parallelt i både et fysisk og et digitalt format”.

Ud fra en fælles mission om at styrke danske scenekunstneres internationale synlighed klæder Udviklingsplatformen og CPH STAGE de frie grupper på til digital showcasing. Det er en disciplin, som er ny for alle. ”Det giver så god mening at samarbejde med CPH STAGE omkring digital showcasning- et felt, som CPH STAGE er pionere inden for. De danske frie, uafhængige kompagnier står stærkt internationalt og ved at klæde dem godt på til det nye, digitale format kommer de til at stå endnu stærkere,” siger Aline Storm.

”Vi har gennem en række workshops om digital showcasing givet grupperne mulighed for at arbejde med forståelsen af det digitale medies præmisser; de muligheder og de begrænsninger det indebærer. Fokus har været på – ved hjælp af relevante digitale greb og virkemidler – at omsætte den kunstneriske essens i gruppernes forestillinger til digitale showcase koncepter, der ikke bare fremstår som vage skygger af de oprindelige forestillinger, men rent faktisk fungerer kunstnerisk online,” siger Aline Storm.

Grib mulighederne ved digital showcasing

Nogle scenekunstnere river sig muligvis frustrerede i håret over, at de i den nye online-virkelighed på en vis måde skal præstere dobbelt og producere to former for showcases parallelt, medgiver Aline Storm. For omformningen af en fysisk forestilling til en online showcase er en lille produktion i sig selv, som kræver både tid, penge og ressourcer. Dertil kommer, at det bare ikke er alle kunstnere, som har lige så stor appetit på det digitale som eksempelvis Fix&Foxy.

Men selvom paradigmeskiftet i formidlingen af scenekunst stiller høje krav til kunstnerne, er der meget at vinde ved at arbejde med hybridformer, mener både Karen Toftegaard og Aline Storm. At det internationale promoverings- og udvekslingsarbejde i så høj grad er i færd med at rykke over på digitale platforme betyder, at man nu kan showcase sine forestillinger uden at sætte sig ind i en flyver eller en tourbus. Dertil kommer, at internationale programmer kan se danske forestillinger showcaset hjemmefra – og det giver i langt højere grad mulighed for internationale samarbejder. 

”Det kræver mange kræfter for kunstnere og festivaler at omstille sig og agere i en ny virkelighed. Vores opgave som festival er at skabe de bedste rammer for mødet mellem kunstnere og producenter online – med det bedst mulige indhold. De scenekunstnere, der griber de digitale muligheder til at nå mennesker verden over, får helt klart en fordel på den lange bane. Der er så stor kreativ kapacitet hos danske scenekunstnere og det skal vi vise omverdenen”, slutter Karen Toftegaard på dagen, hvor CPH STAGEs internationale dage og de første digitale showcases spænder af.  

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Iscene.dk

UPgrade – digital vidensdeling

Med projektet DIGITAL PRESENCE har Udviklingsplatformen for Scenekunst i samarbejde med CPH STAGE klædt de udvalgte danske showcase deltagere på CPH STAGE på til at agere i en digital – eller hybrid – international showcase kontekst.

Er du nysgerrig på digital showcasing, og hvordan du evt. kan anvende formatet? Se tips og råd til digital showcasing i UPgrade – Udviklingsplatformens digitale vidensdelingsplatform her.