Digital transformation

Som følge af Covid-19 er den digitale tilstedeværelse og overgangen til digitale formater eksploderet. Det gælder også inden for scenekunsten, hvor der både bliver eksperimenteret med online scenekunstformater og publikumsmøder – men også i nye præsentationsformater i forbindelse med salg af forestillinger til turné. Udviklingen af digitale formidlingsformater og praksisser for scenekunst er desuden et vigtigt led i en bæredygtighedsstrategi, hvor evnen til at få det optimale sammenspil ml. onsite og online formidling og produktion højst sandsynligt bliver en del af både den nationale og internationale arbejdspraksis fremover.

I 2021 samarbejder vi med CPH STAGE omkring projektet DIGITAL PRESENCE, som har til formål at styrke danske scenekunstnere, der arbejder internationalt, i en tid hvor meget rykker online og toneangivende festivaler og markeder planlægges i hybrid format.

Også vores kursusudbud er i lock-down perioder omlagt til digitale webinarer, hvor vi ikke kun sætter fokus på  de udfordringer, som Covid- restriktionerne giver – men også på de muligheder for kunstnerisk udvikling den digital transformation åbner op for.


Billede er fra MY DEER HUNTER af Fix & Foxy, som er udvalgt til showcase på CPH STAGE International Days 2021. Foto: Catrine Zorn

Digital presence

Projektet DIGITAL PRESENCE har fokus på en digital formidling af scenekunst. I samarbejde med CPH STAGE klæder vi de udvalgte danske showcase deltagere på CPH STAGE International Days 2021 på til at agere i en digital – eller hybrid – international showcase kontekst. Med to workshops i digital showcasing løfter vi deltagernes kreative kompetencer i forhold til bedst muligt at indfange den kunstneriske essens af deres værker i digitale præsentationer. Læs mere om DIGITAL PRESENCE.


Billede er fra forestillingen “Show Me A Good Time” af Gob Squad. Photocredit: Dorothea Tuch

COVID-19-restriktioner som kunstnerisk benspænd

Digitaliseringen af scenekunsten var også på agendaen i januar, hvor vi i samarbejde med Det Frie Felts Festival og Performing Arts Platform satte vi med webinaret ’COVID-19-restriktioner som kunstnerisk benspænd’ fokus på hvorledes man som kunstner kan arbejde med covid-19 restriktioner som et kunstnerisk benspænd.

Webinaret gav en hands-on introduktion til hvordan du live-streamer et scenekunstnerisk værk – og inspiration til at arbejde kunstnerisk med Covid-19 restriktioner.

På dette webinar gav lyd- og videodesigner Søren Knud og skuespiller Lasse Steen Jensen en introduktion til tilrettelæggelse og afvikling af live-streaming. Med eksempel i det Berlin baserede kunstnerkollektiv Gob Squad så vi på, hvordan Covid-19 restriktioner kan udnyttes som dramaturgisk virkemiddel og et kunstnerisk benspænd. Webinaret fandt sted 28. januar under Det Frie Felts Festivals online program. Læs mere om webinaret.



Online scenekunst og nye publikumsmøder

I Applaus nye rapport fra december 2020, ”Online scenekunst og nye publikumsmøder”, kan du læse om danske online scenekunstinitiativer, der er udsprunget som følge af covid-19 situationen og hvordan det opleves af publikum. Projektet er iværksat og gennemført af ISCENE.dk, Susana Tosca ved Roskilde Universitet og Applaus, med støtte fra Augustinus Fonden.
Download og læs rapporten her.