Udviklingsplatformen
for Scenekunst
 
 

Food for Thought på Kulturmødet Mors   

UP's filosofiske middagskoncept Food for Thought rykkede i år til Kulturmødet Mors, hvor det for en aften blev en del af et større samarbejde.

Food for Thought rejste den 24. august 2023 nordenfjords for at tage del i Kulturmødet Mors. Aftenen var en del af et større samarbejde mellem Bikubenfonden, Haut, UP og Art Hub Copenhagen, som under den samlende titel Rum for Kunst bød på forskellige tiltag indenfor scenekunst, billedkunst og kultur på Kulturmødet Mors. 

Food for Thought på Kulturmødet Mors
De bedste samtaler opstår i inspirerende selskab over et lækkert måltid. Derfor kunne festivalgængere komme med til en kurateret, filosofisk middag, hvor borgere, scenekunstnere og andre fra kulturlivet kunne diskutere de nyeste strømninger inden for scenekunst, billedkunst og kulturbranchen hen over bordet.

Aftenen bød på vilde ideer, perspektiver og sparring – tilsat god mad serveret af madkunstner Jakob Vinkler.

Det blev til et helt særligt middagsselskab hvor bordplanen var nøje lagt, så alle kunne møde kunstnere og andre fra kultursektoren, som har noget på hjerte.

Gæsterne fik præsenteret en række dilemmaer og perspektiver på samspillet mellem virtual reality og kunst af Matias Katajavaara Seidler fra VR-firmaet Khora, som der i fællesskab blev reflekteret over, mens det kunstneriske måltid blev indtaget.

Mætte, overraskede og opstemte gled middagen over i en performance af Filip Vest. 

Om Rum for Kunst

Bikubenfonden præsenterede i samarbejde med HAUT, UP og Art Hub Copenhagen et program på Kulturmødet Mors 2023, der ville åbne scene- og billedkunstens mangfoldige arbejdsprocesser for kulturlivet og starte en samtale om, hvordan kunstinstitutioner, politikere og støttegivere på bedste vis kan være med til at understøtte nærende udviklingsmiljøer for kunsten, styrke fællesskabet og udveksle viden på tværs af kunstarterne.

Over to dage præsenteredes et sammensurium af kulturpolitiske samtaler, kunstneriske interventioner og vigtige møder mellem kunstnere, institutioner, meningsdannere, kulturliv og borgere.

Om Food for Thought  

Food for Thought er et eksklusivt, filosofisk middagskoncept udviklet af UP. Der er et begrænset antal deltagere og en bordplan, som matcher hver gæst med andre engagerede kunstnere og kulturinteresserede i en samtale om, hvad scenekunst kan og skal være. Vores gæster går ikke bare hjem mætte af mad, men også fulde af input, overvejelser, visioner og ikke mindst håb for scenekunstens fremtid.  

FFF

Foto: Emil Basse

FFF2

Foto: Emil Basse

FFF3

Foto: Emil Basse