Interview med Astrid Hansen Holm og Mikkel Harder Munck-Hansen

Mentee: Astrid Hansen Holm, Kreativ producent og Dramaturg, Vontrapp. Mentor: Mikkel Harder Munck-Hansen, tidligere Direktør for Nordic House, Reykjavik og tidligere Skuespilchef for Det Kongelige Teater.
Mentorprogram 2019/20


Hvad har din motivation været for at søge mentorprogrammet?

Astrid Hansen Holm: Jeg skulle til at starte min egen virksomhed som dramaturg og kreativ producent, samt drive mit kompagni Vontrapp. Jeg syntes, det lød som en god mulighed, for at få sparring til at håndtere livet som selvstændig på en mere struktureret og professionel måde.


Vil du anbefale mentorprogrammet til andre, og hvis ja – hvorfor?

Astrid Hansen Holm: Det vil jeg helt sikkert! Det er godt fordi, det er meget kompetente mennesker, man kan få vejledning af. Desuden giver det en tid til at reflektere over hvordan man arbejder, og hvad man gerne vil opnå fremadrettet. Det er virkelig en luksus, at man kan få sparring og en professionel ramme til refleksion.


Hvad har du fået ud af at være mentor?

Mikkel Harder Munck-Hansen: Jeg har fået meget ud af det. Det er jo altid interessant, når et andet menneske deler sine overvejelser, frygt og glæder i forhold til det professionelle arbejdsliv. Det sætter også tanker i gang hos mig personligt i forhold til mit arbejdsliv – tanker man bliver ved med at have det meste af livet. Vi, der er valgt til at være mentorer, har måske bokset med nogle af de samme problemstillinger over længere tid og har måtte finde svar. Det er enormt interessant at se, om man kan give en viden og indsigt videre – om man kan sætte en udvikling i gang, og se at der sker noget mellem møderne.

Hvad definerer et godt mentor/mentee-forhold?

Astrid Hansen Holm: Vi kan jo kun tale for os selv, men jeg synes, at det er vigtigt at være ærlige over for hinanden, og at der er en god kemi. Jeg husker, at Mikkel sagde, at ’vi minder rigtig meget om hinanden’, den første gang, hvor vi mødtes. Det gør vi måske, ikke? På en eller anden mærkelig måde. Hvis man skal have et godt mentor-mentee forhold, så tror jeg, at man være sig selv og være ærlig. Det synes jeg, at Mikkel har været meget god til at indbyde til.

Mikkel Harder Munck-Hansen: Jo, tillid er helt fundamentalt. Hvis man skal flytte sig, så skal man også kunne tale om dét, der er svært. Dét at have en, som ikke er en del af ens hverdagsliv personligt eller professionelt, gør at man har et rum, hvor man kan tale om det, der er svært i forhold til arbejde, karriere eller personlig udvikling – uden at det skal psykologiseres. Det handler om, hvordan man udvikler sig fagligt.

Har I haft nogle uventede læringer, eller ting der har overrasket jer indtil videre, i mentorforløbet?

Astrid Hansen Holm: Det er et svært spørgsmål. Jeg tror ikke, at jeg havde forventninger eller forestillinger om, hvad et mentorforløb kunne tilbyde. Ud over sparring og tid til refleksion.

Mikkel Harder Munck-Hansen: Jeg har selv for mange år siden haft en mentor. Derfor havde jeg en idé om, hvordan et forløb kunne være. Jeg har også selv været mentor før – det var i en anden branche – og det var meget spændende og givende. Da Udviklingsplatformen forslog, at jeg skulle være mentor for Astrid, takkede jeg faktisk nej til at starte med. Jeg tænkte, at det var et ’skævt match’ og at du ikke kunne bruge det, som jeg kan give. Men Udviklingsplatformen insisterede på, at det ville give mening, og det viste sig at være rigtigt.