Kan Corona give uafhængige scenekunstnere ny eksistensberettigelse?

Af Nina Branner for Iscene.dk

Teater i det offentlige rum er ikke nyt land for uafhængige scenekunstnere. Men Corona-krisens krav om afstand har skabt et vakuum for alternative formater, og den frie scene står klar med kunstneriske kommentarer til tiden, vi befinder os i. Iscene har talt med tre repræsentanter for det uafhængige scenekunstmiljø om, hvorfor netop dette felt har momentum lige nu.

Aflyste forestillinger og økonomisk usikkerhed – den uafhængige scenekunst er blevet hårdt ramt af Corona-virussens krav om nedlukning. Men midt i frustrationen er der også lys. For hvor de store teaterinstitutioner kan have svært ved at rykke hurtigt og reagere kunstnerisk på den krise, der har ramt os, er uafhængige performere og kompagnier ofte mere fleksible. Nok har mange tabt penge på krisen, men omvendt trækkes frie kunstnere typisk ikke med tunge og omstændelige organisationsmodeller, sådan som det ofte er tilfældet hos de store institutioner. Og det giver dem momentum netop nu, mener blandt andre Co-Director på site-specific-projektet Wa(l)king Copenhagen, Trevor Davies.

Trevor Davies
Trevor Davies. Pressefoto

”Kunstnerisk frihed er måske noget, man kan tale om, men når det kommer til stykket, er der ikke mange, der kan realisere den. Den kunstneriske frihed skal kunne implementeres i enhver kritisk situation som for eksempel nu under Coronakrisen”, siger han til Iscene.

Hvor selve den organisatoriske indretning af kunstinstitutionerne forhindrer dem i at agere hurtigt i den nuværende situation, står de uafhængige scenekunstnere klar til at reagere, mener Trevor Davies, som også er en af stifterne af Københavns Internationale Teater.

Wa(l)king Copenhagen-projektet er således et umiddelbart svar på Corona-krisen, hvor 100 kunstnere er inviteret til at kreere en kurateret gåtur gennem København i en slags ”performativ dagbog”. Hver tur strækker sig over 12 timer, og undervejs live streamer hver kunstner fra turen i en refleksion over, hvordan Corona påvirker vores oplevelse af det offentlige rum.

Kontraproduktive organisationsmodeller

Netop fordi vi for tiden skal holde afstand og ikke må samles mange mennesker, særligt indendørs, har det offentlige rum fået ny relevans for mange. Scenekunst i byrummet og i landskaber er derfor oplagt. Men Ifølge Trevor Davies er udfordringen for mange af de store institutioner, at deres organisationsstrukturer ikke tillader den prompte, kunstneriske reaktion, som den dramatiske samtid kalder på. De modeller, der er blevet bygget op for kunsten, kan ligefrem siges at være kontraproduktive, mener han.

”Vi befinder os i det 21. århundrede i en verden, som hele tiden bliver udsat for utallige kriser, skift og forskellige dagsordener. Hvis kunsten virkelig skal være et modspil til den hurtige nyhedsdækning og politiske retorik, er vi nødt til at arbejde med nogle meget mere omstillingsparate og spontane organisationsmodeller”.

Produktionsplanerne på de store scenekunsthuse arbejder typisk med langsigtede planer 2-3-4 år ud i fremtiden. De er bygget op omkring produktionssalg, og hvis ikke det sker, falder det økonomiske korthus. Derfor er kunst- og kulturlivet ikke resistent over for en krise som den, vi befinder os i – faktisk er det lige så sårbart som de fleste erhvervsorganisationer, fordi det stort set er finansieret af det offentlige, mener Trevor Davies. De organisatoriske og finansielle rammer, kunstinstitutionerne er pakket ind i, begrænser således deres kunstneriske frihed og aktionsmuligheder, mener han.

Derimod er de uafhængige kunstnere langt mere vant til at være omstillingsparate og kaste sig ud i eksperimenterende formater – som for eksempel Wa(l)king Copenhagen-projektet, hvor hver enkelt kunstner selv står for både at udføre, formidle og dokumentere sin byvandring. En af deltagerne er performance- og billedkunstner Nana Francisca Schottländer. For hende faldt det at udforske byrummet i lyset af Corona godt i tråd med de temaer, hun i forvejen arbejder med: Grænsen – og udviskningen af samme – mellem mennesker og natur samt udviklingen af nye forbindelser mellem arter og værensformer.

Wa(l)king Copenhagen
Nana Francisca Schottländer viste sin performance under Wa(l)king Copenhagen d. 24. maj. Foto: Frida Gregersen

”De temaer er i den grad blevet relevante under Corona-krisen, som minder os om, at vi er forbundet på tværs af kloden – noget, som måske ikke har fremstået lige så håndgribeligt før. Men det viser også, at vi indtages af naturen i form af virusser og andre ting, som vi ikke nødvendigvis kan se, men som vi lever sammen med på godt og ondt”, siger Nana Francisca Schottländer over telefonen – ”jeg opfatter denne krise som en mulighed for virkelig at genforhandle, hvordan vi er her på jorden. Der er så meget af det, vi plejer at fylde vores liv med, som vi er blevet afskåret fra, så vi er nødt til at genopdage andre måder og forbindelser”.

Kunsten har netop nu momentum i forhold til at tilbyde alternative formater, hvor folk kan søge hen, fordi de steder, de plejer at være, er mindre tilgængelige, mener hun.

”For de mennesker, som ikke har en kæreste eller familie, og har måttet undvære fysisk kontakt, kan de dybe, intime udvekslinger også foregå og udleves gennem kunsten. Kunsten kan være noget, der kan give en ramme for, at folk tør kaste sig ud i noget nyt og påvirke den måde, vi er her på”.

Corona-situationen føjer sig ind i den form for publikumsinvolverende performances i landskaber, som Nana Francisca Schottländer har arbejdet med gennem længere tid. Der er lige nu mulighed for at gentænke, om scenekunsten nødvendigvis behøver foregå på en scene”, mener hun.

”Der er et væld af mulige rum, som kan blive aktive medspillere i nye måder at involvere publikum i oplevelserne. Eksperimenter som man ofte ser det uden for de institutionelle teatre, får mere opmærksomhed nu, fx initiativet ”Sammen om kunsten” hvor flere fonde er gået sammen med støttemidler til nye initiativer opstået i kølvandet af COVID-19 krisen.

Festivaler: Hurtige, fleksible og mobile

Det er ikke overraskende, at netop de frie scenekunstnere har kastet sig glubske over den kunstnerisk velsmagende føde, som Corona-situationen trods sine ubehagelige konsekvenser også er. De uafhængige kompagnier har i forvejen tradition for at arbejde i det offentlige rum. Og i og med at mange på grund af krisen søger mere ud, har det skabt et momentum for site specific-forestillinger og eksperimenterende tilgange til, hvad et scenekunstrum kan være.

Den internationale gadeteaterfestival Passage-festival, som afholdes fra 27. juli-1. August er en af de få gadeteaterfestivaler i Europa, som ikke er blevet aflyst som følge af Corona-pandemien.

“Jeg mener, at mange, og især festivaler med store spektakulære forestillinger, har organiseret eller struktureret sig på en måde, så de har vanskeligt ved at forandre sig. Det kan være både økonomisk og publikumsmæssigt. Mange af dem skriver sig desuden ind i en lokal, regional og national økonomi, hvor man forventer, de kan honorere turisternes ønsker. Typisk sker dette (vi kender det også selv), når man har en succes, som man så gentager, indtil man har udviklet en form, man gentager år efter år og integrerer i festivalen. På den måde definerer mange festivaler deres eget reservat med egne regler i det offentlige rum. Det er tilfældet med mange af de store festivaler i England, Frankrig og Spanien, hvor man fx har meget store forestillinger, som henvender sig til et meget stort publikum. Disse festivaler har meget sværere ved at ændre konceptet med kort varsel, når noget så som corona sker.”

“Omvendt forsøger vi altid – idealistisk set – at tage udgangspunkt i det offentlige rum på det offentlige rums egne betingelser. Vi arbejder i meget mindre omfang med kunstnere, som kræver, at vi hegner rummet ind eller som har en alt for snæver og konventionel opfattelse af publikum og hvordan publikum skal organiseres i forbindelse med en forestilling. Selvfølgelig har corona været en stor udfordring for os også, men et eller andet sted er det jo også interessant og et fænomen i det offentlige rum, der tvinger kunstnere til at udvikle nogle nye greb. Vi kommer for eksempel til at rykke ud i boligområder og i naturen, hvor der er andre måder at organisere og gruppere publikum på,” fortæller Jens Frimann Hansen.

Jens Frimann Hansen. Foto: hitandrun.dk

”Festivaler kan være med til at løse nogle af de problemer, som kunstnerne står med” og hentyder til, at mange scenekunstnere er blevet afskåret fra at vise deres forestillinger på de Corona-lukkede teatre. Derudover har festivaler ofte gang i flere tiltag, som man efterlyser på de etablerede scener, påpeger Jens Frimann Hansen. De er hurtige, fleksible og mobile – i modsætning til store teatre, som har et mere trægt, organisatorisk maskineri. 

Kunstens rolle til debat

Og måske er der noget om snakken. For selvom mange af landets etablerede scener har reageret på krisen og afprøvet nye formater, er denne form for kunstnerisk og organisatorisk tilpasningsdygtighed mere kendetegnende i det uafhængige miljø, mener Trevor Davies fra Københavns Internationale Teater. Blot at ”lægge gamle forestillinger ud til streaming” er ingen bæredygtig løsning, siger han og efterlyser i stedet en mere grundlæggende diskussion af kunstens rolle i samfundet som følge af Corona-krisen.

”Der har været for meget snak om hjælpepakker til kunsten, for de bliver givet med henblik på, at teatrene hurtigst muligt kan vende tilbage til normal-situationen. Men er det nødvendigvis den bedste situation og der, hvor vi optimerer vores potentiale, og hvor kunsten kan være en større kraft i samfundet?”, spørger Trevor Davies retorisk.

Ifølge ham er kunstens rolle netop nu at være en slags ”mikrotopier” – laboratorier for alternativ tænkning, hvor vi kan forestille os forskellige formater og visioner for samfundet. Frem for blot at være underholdende, er kunsten forpligtet på at reagere på Corona-krisen og skabe debat. Kunstens stemme skal bruges til at bygge broer, mener Trevor Davies – en påstand, de etablerede kulturinstitutioner næppe vil være uenige i. 

Men i denne mærkelig tid, som har overrasket de fleste, vil de kunstneriske reaktioner nok ikke mindst komme fra den uafhængige scenekunst – og måske på steder i det offentlige rum, hvor vi mindst venter det.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Iscene.dk