Udviklingsplatformen åbner for nye rådgivningsforløb

For ottende år i træk åbner Udviklingsplatformen for Scenekunst nu for at freelancere i scenekunstbranchen kan søge om at blive del af nye rådgivningsforløb.

Der er mange ting, man skal forholde sig til, når man er freelancer i scenekunstbranchen. Udviklingsplatformen for Scenekunst modtager på ugentlig basis flere henvendelser fra personer, som har brug for hjælp, råd og sparring. Derfor oprettede Udviklingsplatformen for Scenekunst en række rådgivningsforløb tilbage i 2016. Her, otte år senere, har rådgivningen stadig sin berettigelse. Derfor er der nu åben for ansøgning til nye rådgivningsforløb.

UP som matchmaker

Udviklingsplatformen for Scenekunst har til formål at udvikle og opkvalificere den frie scenekunst i hele Danmark. Det gøres blandt andet ved at forbedre produktionsvilkårene, styrke entreprenørskabet og øge synliggørelsen af freelancere i scenekunstbranchen.

I forbindelse med rådgivningen står Udviklingsplatformen for Scenekunst for at parre nye professionelle freelancere med mere garvede aktører i branchen. Det skete for eksempel, da Sir Grand Lear fik styrket deres kommunikation, formidling og branding med hjælp fra rådgiveren Jens Hyldgaard fra Teatret Svalegangen.

Læs mere her: Rådgivningsforløb med Sir Grand Lear: “Det er en sjælden luksus”

Hvem kan søge rådgivning?

Du kan ansøge om strategisk rådgivning gennem Udviklingsplatformen for Scenekunst, hvis du er selvproducerende scenekunstner, producent eller er et kompagni inden for det uafhængige scenekunstfelt. Et rådgivningsforløb kan kvalificere dig/jer til at indfri et udviklingspotentiale eller klæde dig/jer godt på til at løse producentfaglige udfordringer af strategisk karakter. 

Den konkrete udfordring kan for eksempel ligge under tematikker, såsom co-produktion, økonomisk bæredygtighed, kommunikation, formidling og branding, internationalisering eller lignende.

Udviklingsplatformens producent Liva Lopez har et godt råd til ansøgere til rådgivningen:

”Ansøgningen skal gerne være så konkret, som muligt. Du kan ansøge med en konkret rådgiver i tankerne, hvis du allerede har et særligt ønske til et forløb, men i vores indledende samtale hjælper vi dig også med at finde det rette match med en person, der kan rådgive indenfor lige præcis din udfordring. Vi fokuserer på, at der er et klart overordnet fokus for samtalerne mellem rådgiver og kunstner. Vi har god erfaring med, at det ofte er i pauserne mellem møderne, at det rykker for scenekunstnerne at være i et rådgivningsforløb, og at vi i den indledende samtale hjælper med at finde en retning for kunstnerens producentudfordring,” forklarer hun.

Der er plads til ca. syv forløb, hvor rådgiver og kunstner mødes ca. tre gange.

Ansøgningsfristen ligger tirsdag den 11. april 2023 kl. 23.59.

Læs mere om rådgivningen