På turné i Danmark

Af Susanne Danig

Hvordan kommer man i gang?

Man må starte med at vurdere, om man vil og er klar til at turnere i Danmark. Man skal helst have lidt erfaring og lavet et par produktioner før man kaster sig ud i turnélivet.

Det er svært for et ungt ukendt kompagni uden turnéerfaring at sælge sine forestillinger gennem de traditionelle netværk, men måske du har kontakter fra at have turneret med andre, – det vil i så fald hjælpe dig.

En god begyndelse kan være at lave aftaler om at spille på scener i store byer – Momentum i Odense, Katapult/Åben Scene i Århus, Nordkraft i Aalborg. I København er der mange muligheder, men det vil være en god ide at fokusere på først at komme til at spille på CPH Stage.

  • Husk fra et tidligt tidspunkt at begynde at invitere danske turnearrangører i Danmark.

Rigtigt godt er det også at co-producere med et teater der har turnéerfaring og kan hjælpe dig i gang – det sker tit inden for børne- og ungdomsteaterområdet.

Når du har slået dit navn fast og har fået skabt nogle forestillinger der har fået gode anmeldelser og feedback (gerne en Reumert nominering også), kan du være heldig at en enkelt eller to scener er interesserede i at vise dine forestillinger og kan åbne dørene til de netværk der findes i Danmark.

Du skal præsentere dig selv og dine forestillinger på DT-Seminaret (Danmarks Teaterforeningers årlige seminar, se her http://www.udviklingsplatformen.dk/danmarks-teaterforeninger/) og hvis du virkelig skal ud skal du gerne ind i Turnénetværket (læs mere nedenfor). Og du skal sørge for at være omfattet af Garantiordningen ved Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg.

 

Vær turneklar med din forestilling

De forestillinger du vil turnere med skal være turnéklare. Dvs. de skal ikke være for komplicerede at sende rundt i landet men være realistiske i deres scenekrav (mange af de gode scener for ”nybegyndere” er forholdsvis små ned til 6 x 6 m), kunne sættes op i løbet af helst 2 timer (max 6 timer), være så enkle teknisk, at du har alt udstyr med selv (du kan ikke regne med at der er lys og lydudstyr på kan bruge, og det tager tid at indstille det til dit behov). Hvis din forestilling kræver rig skal det nævnes.

 

Hvad skal en forestilling koste?

Først og fremmest er det vigtigt at alle udgifter kommer med i budgettet dvs. alt udstyr, kørsel, ophold, diæter, royalties, lønninger. Husk i udregningen at inkludere en del af de udgifter der er brugt til salg og administration samt fabrikation af salgsmateriale til spillestederne.

Det er utroligt svært at budgettere, fordi prisen skal være ens ligegyldigt om du skal over Storebælt eller til Bornholm. Du må med andre ord kalkulere med et vist antal forestillinger uden overnatning og nogle med. Og så håbe det går op. Planlæg med en uge i Jylland hvis du er fra København og vice versa.

Hvis du ikke har nogen drift som basis skal du budgettere så du ikke får underskud. På den anden side skal du sikre dig, at din pris ikke er for høj (udbud og efterspørgsel). Så længe du holder dig under 15.000 kr. er der ikke den store risiko for arrangørerne ved at købe din forestilling, og du har lettere ved at komme igennem. Jo lavere en pris, jo flere forestillinger kan du sælge og dermed kan din turne også blive mere rentabel.

Prøv at opstil et budget baseret på at du sælger 8-10 forestillinger (50% over Storebælt).

Hvem køber turneforestillinger?

  • Danmarks Teaterforeninger
  • Egnsteatre og Små Storby teatre og andre professionelle scener
  • Biblioteker
  • Kulturhuse
  • Folkeskoler
  • Gymnasier
  • Højskoler

OBS Tænk alternativt og find nye aftagere!

Se også Upgrade afsnittet Ressourcer

 

Tidsplan/vurdering

Mange undervurderer hvor lang tid i forvejen man skal starte turnéplanlægningen. Det er kun de store spillere, der kan sælge en forestilling før den er produceret (Folketeatret, store turneproducenter med kendte skuespillere, Dansk Danseteater).

 

Eksempel på tidsplan, hvis man vil turnere i sæson 2019-2020

  • 1/6 2017         Søg produktionsmidler. Forestillingen skal helst have premiere inden 1/6  2018, hvis den skal sælges til klassisk turne
  • 1/6 2018         Søg om at blive omfattet af Garantiordningen hos Kunstfonden
  • Juni 2018       Præsentation på CPH Stage hvis muligt. Invitér Danmarks         Teaterforeninger (DT) og Turnénetværket
  • Okt 2018        Ansøg Turnenetværket og lobby for at få dem til at vælge din forestilling
  • Nov 2018        Deltag i DT seminaret og det efterfølgende salgsarbejde
  • Jan 2019         Hvis optaget i Turnénetværket – forestillingen skal have fået det mindste  antal krævede bookinger til at fortsat at være i udbud
  • Feb 2019        Forestilling skal være klar i TEREBA. DT skal søge formidlingstilskud      sidst på måneden  så derefter er det vanskeligt at sælge til teaterforeningerne
  • Marts 2019    Send PR materiale til spillesteder
  • Maj 2019        Spilleplaner og kontrakter med teaterforeningerne skal være på plads
  • Fra 1/7 2019 til 30/6 2020: Turne

 

Godkendelse af forestillingen

Hvis du har produceret på et offentligt støttet teater eller har fået støtte fra Kunstfonden til din forestilling er den automatisk godkendt til både billetkøbsordninger og refusion for børne/unge forestillinger – i et vist antal år. Tjek op på at din godkendelse er gældende.

Forestillingen skal være godkendt til billetkøbsordninger/formidlingsstøtte for reelt at kunne turnere i Danmark – du kan læse om det her og søge godkendelse (det behandles normalt ret hurtigt).

Du skal meget gerne været blevet optaget i garantiordningen – det vil hjælpe dit salg gevaldigt, fordi spillestederne minimerer deres risici gennem denne ordning.  Der søges hvert år 1/6 – se her

Danmarks Teaterforeninger har en gennemgang af de forskellige ordninger her

 

TEREBA

Husk forestillingen skal være oprettet her som turneforestilling den sæson du vil turnere i. Vær opmærksom på at tilrette informationer, da data herfra bliver brugt til promovering af forestillingen, anvend gode fotos, ny-redigeret tekst, videomateriale mm. Det hele skal ligge klar inden 1. februar det år du starter turnéen, da informationen overføres til Danmarks Teaterforeningers system.

 

Turnénetværket

Turnénetværket for voksenteater er et netværk bestående af pt. ca. 60 danske scener, som samarbejder om udbredelse af nyskabende og eksperimenterende turnéteater til voksenpublikummet. Hver sæson udpeger netværket et antal forestillinger som præsenteres rundt på netværkets scener. Projektstøtteudvalget for Scenekunst under Statens Kunstfond yder en særlig underskudsgaranti (max. 16.000 kr. pr. opførelse) til scenerne optaget i Turnénetværket i forbindelse med køb af de forestillinger netværket optager i sit repertoire hver sæson.

Det er utrolig betydningsfuldt at blive optaget i Turnénetværket, fordi man garanteres et vist antal forestillinger. Optagelsesproceduren er ret kompleks – læs grundigt op på det og husk at følg op på alt det du skal tage dig af. Du bliver nødt til at være i direkte kontakt med scenerne og få dem til at anbefale dine forestillinger og stemme på dem når der skal vælges. Det er rigtigt godt at have 1-2 allierede der virkelig ønsker at vise dine forestillinger.

 

Danmarks Teaterforeninger og DT seminaret

DT er hovedorganisation for 68 teaterforeninger spredt rundt i hele landet, der på mere eller mindre frivillig basis arbejder med at vise professionelt teater for børn og voksne. Du kan se på DTs website hvor de enkelte foreninger ligger. Der er virkelig stor forskel på teaterforeningerne, hvor store de er, hvor mange forestillinger de viser, hvor traditionel eller vovet deres programlægning er. Der er også forskel på hvor meget støtte de får lokalt (hvilket betyder rigtigt meget for om de kan vise nyere scenekunst, der er forbundet med større risiko.)

DT organiserer hvert år i november en salgsmesse for dansk teater – hvert år et nyt sted i Danmark. Messen kaldes DT seminaret. Her har du mulighed for at præsentere dine forestillinger. Man køber i princippet en pakke (og det er lidt dyrt), hvor man får 5 min præsentations tid på scenen og en bod, hvor man kan stå og sælge sine forestillinger. Man har printet materiale som de enkelte medlemmer af teaterforeningerne kan tage med sig (godt tip er at lave en kuvert til hver forening). Mange teatre gør et stort nummer ud af at pynte deres boder op.

DT seminaret er et godt åbent mødested for dansk scenekunst, mange af de mindre teatre og dine kollegaer vil også være der så der kan også være mange netværksårsager til at deltage.

 

Efter du har solgt

Brug så vidt muligt Danmarks Teaterforeningers standard kontrakt – link til denne. Husk at få den sendt i god tid.

Husk at sende godt PR materiale (tekst, foto, video som minimum) til spillestederne i god tid. Hav materiale på/til SoMe klart.

Husk at hold dem orienteret om alt relevant omkring forestillingen. Spørg til hvordan det går med billetsalg, om der er noget du kan gøre omkring dette. Støt ved selv at lave PR for forestillingens turne. Jo bedre en oplevelse, jo bedre billetsalg des større sandsynlighed for at du kommer igen (og spillestederne snakker rigtig meget med hinanden).

Kontakt den teknisk ansvarlige på forhånd om alt tekniske er på plads, og aftal nærmere omkring ankomst.

Sørg for at pleje de ansatte og frivillige på spillestederne så de synes det er fedt at have dig på besøg.

Vi henviser til UPgrade International omkring PR materiale og kontakt med spillestederne, hvad du skal sørge for på dagen og hvordan du samler op og der er også andre tekniske tips og tricks at finde i de afsnit.

 

Se også:

– video om Danmarks Teaterforeninger

video om kommunikationen med spillestedet

liste over Danmarks Teaterforeninger

liste over TIOs (Teatrenes Interesse Organisation) medlemmer

liste over Danske Teatres Fællesråds medlemmer

Liste over Kulturhusene.dk’s medlemmer