Projektteatre falder stadigt igennem regeringens hjælpepakker: 44 kompagnier går sammen om styrke de økonomiske vilkår for branchen

Af Nina Branner for Iscene.dk

Regeringens udmelding om, at teatre må genåbne til juni, bringer glæde ikke mindst i scenekunstmiljøet. Men de turnerende projektkompagnier står stadig med fødderne dybt begravet i krisen, og mange er ikke omfattet af de økonomiske hjælpepakker. Hvordan kommer de videre herfra?

Måske er det en bedaget kliché, at kunstnere ikke kan sættes i bås – i så fald har klichéen som følge af coronakrisen atter fået ben at gå på. Mange scenekunstnere har nemlig, ligegyldigt hvor gerne de end ville, ekstremt svært ved at passe ind i de kategorier, regeringen arbejder med, når den tildeler økonomisk støtte i form af corona-hjælpepakker. 

Danse og cirkus-performancegruppen GLiMT er en af de uafhængige scenekunstaktører, som lige nu er fanget i en bureaukratisk blindgyde. I perioden 7 marts til 31. august har den foreløbigt fået 19 planlagte forestillinger aflyst, og som professionelt projektkompagni med coronarelateret økonomisk tab er den i princippet berettiget til at søge støtte. Men fordi ingen ved, hvordan man afgør, om GLiMT har en egenindtjening på mere end 50%, er gruppens medlemmer lige nu handlingslammede.

“Forrige år havde vi så meget turnéaktivitet, undervisning og midler fra private fonde, at vores offentlige støtte var under 50 %. Men hvis man baserer udregningen på indeværende år med alle de aflysninger, der er, vil vi højst sandsynligt komme til at modtage mere end 50 % i offentlig støtte. Så for os betyder udregningsmodellen ret meget, fordi vi ikke kan søge hjælp, før vi kender den”, fortæller Lars Lindegaard, den ene af to kunstneriske ledere i GLiMT. Hvis kompagniet placeres i kategorien, der modtager under 50 % i driftstøtte, skal det søge om coronahjælp hos erhvervsstyrelsen, men hvis mere end halvdelen af deres indtjening består af driftstøtte, skal de vende sig mod kulturstyrelsen. GLiMT har løbende været i kontakt med diverse corona-hotlines for at opklare, hvilken pulje, de tilhører, men end ikke erhvervsstyrelsen kan fortælle, hvordan modellen for den afgørende udregning ser ud.

Projektteatre hjælpepakker
GLiMT i Dome of Visions. Foto: Jonathan Grevsen

“De sagde, at det ville være op til “kontrolstyrelsen”, som først bliver nedsat om 1-2 år, om det er tidligere årsregnskaber eller indeværende årsregskaber, der afgør, hvilken kategori, vi tilhører. Vi venter spændt”, siger Lars Lindegaard. 

Nyt netværk kæmper for projektkompagnierne

De tekniske forhindringer, som kompagnier som GLIMT i øjeblikket strander på i forhold til at kunne indtægtskompensere sig selv, står ikke blot i skærende kontrast til den beredskabsvillighed, Danmarks regering har vist under coronanedlukningen, når det kommer til at hjælpe erhvervs- og kulturlivet gennem krisen. Den tydeliggør også den mere generelle problemstilling, at mange iværksættere, kunstnere og atypisk ansatte står uden økonomisk sikkerhedsnet.  

“Projektkompagnier er bygget op omkring en stram økonomi, hvor de er delfinansieret af Statens Kunstfond, men samtidig har behov for at indhente en stor del af økonomien til et projekt fra enten co-produktioner eller turnévirksomhed. Deres stramme økonomi og rammer for tilskud medfører, at et projekt stort set aldrig genererer overskud, og derfor har de færreste en egenkapital at falde tilbage på. Så selvom de i den nuværende debat om hjælpepakker bliver sidestillet med andre erhvervsdrivende, fordi de repræsenterer organisationer, der har omkring 50 % egenindtjening, er de samtidig foreninger uden egenkapital til at dække et yderligere underskud. Denne situation peger på den problemstilling”, forklarer teaterleder for byrumsteatret Teatergrad Christine Worre Kann. Sammen med Jannik Elkjær fra performancekompagniet Don Gnu har hun i corona-kølvandet taget initiativ til netværket “Danske turnékompagnier”. Her er 44 kompagnier gået sammen om at arbejde for bedre økonomiske vilkår for særligt de projektstøttede teater og performance-grupper, der producerer turnéforestillinger. GLiMT, som også er en del af netværket, håber stadig at kunne vise deres forestillinger til sommer og i efteråret – ikke mindst fordi de er økonomisk afhængige af billetindtægterne. 

“Kompagnier som os dækker jo en stor del af vores drift ved hjælp af turnésalget. Så når det ikke er der, har vi ikke indtægterne til at dække mange af vores normale omkostninger. Det kommer vi til at mærke det næste år alt efter, hvor meget, der bliver aflyst. Hvis ALT bliver afblæst, hvilket der jo er risiko for, er situationen slem, siger Lars Lindegaard.

Stadig sprækker i støttesystemet

Coronakrisen har ikke bare kastet lys over mange kunstneres uplacerbarhed i forhold til gængse erhvervskategorier. Den har også gjort det klart for en overrasket kulturminister, at mange af disse ofte har atypiske ansættelsesforhånd og kombinerer indtægter fra flere forskellige steder. Nok har Kulturstyrelsen vist sig tilpasningsdygtig og justeret på hjælpepakkerne hen ad vejen, så flere, der ikke umiddelbart passede ind i de oprindelige skabeloner for berettigelse til støtte, kan få gavn af ordningen. Det gælder for eksempel med sænkningen fra 15.000 kroner til 10.000 kroner som den minimumsindkomst, man som freelancer skal kunne påvise at tjene månedligt, for at kunne modtage coronastøtte. Men alligevel falder mange uafhængige kunstnere stadig igennem sprækkerne i støttesystemet. Problemet er hovedsageligt de hjælpepakker, der skal komme institutionerne til gode, mener Christine Worre Kann. 

Projektteatre hjælpepakker
Teaterleder Christine Worre Kann. Pressefoto

“Som jeg ser det, er man startet med at forhandle nogle pakker, der har hjulpet individuelle interesseorganisationer som for eksempel Skuespillerforbundet, Artistforbundet og Dansk Musikerforbund – de forbund, som repræsenterer enkeltstående kunstnere. Næste skridt har så været at finde ordninger, som skal hjælpe institutionerne, som jo er dem, der ansætter kunstnerne. Men de pakker, der foreløbigt er lavet til at komme institutioner til gode, er delt ind i kategorier, som typisk er skræddersyet til teatre med store omsætninger. Derfor falder projektkompagnierne indtil videre lidt igennem”.

Hvis man som kompagni skulle have vist en produktion dette forår, kan man beholde sin støtte fra projektstøtteudvalget, og det er noget, der har hjulpet visse scenekunstgrupper. Men de kompagnier, som har lavet forestillinger tidligere eller senere på året, og som endnu ikke ved, om det vil være muligt at vise dem, står på usikker, økonomisk grund. For de flestes vedkommende er turnéindtægterne deres hovedindtægtskilde, og de står nu tilbage med omkostningerne til deres produktioner men uden indtægten fra at vise dem – og de penge bliver ikke dækket af nogen hjælpepakker.

“Kunstfonden helfinansierer sjældent projektstøttede forestillinger. De delfinansierer på en måde, hvor de lægger op til at indhente det resterende økonomiske behov fra private fonde, kommuner, co-produktionsmidler fra andre teatre og turnéindtægter. En stor del at de turnerende projektstøttede kompagnier har eksisteret i mange år og har defor årlige driftomkostninger, som ikke er støttet af projektstøtteudvalget, men som finansieres gennem turnésalget”, uddyber Christine Worre Kann.

Netværket “Danske turnékompagnier” har indledt en dialog med Dansk Teater, landets teaterforenigner og Kulturstyrelsen om muligheden for, at en del af pengene fra allerede eksisterende støtteordninger, der er knyttet op på turnerende teatre, og som teatre, der køber en forestilling, kan gøre brug af – Formidlingsordningen, Garantiordningen, Turnénetværket og Refusionsordningen – ryger videre til producenten. Hvis det går igennem, vil det resultere i, at producenten får dækket cirka 50 % af den reelle forestillingsudgift – “men de sidste 50 % mangler”, understreger Christine Worre Kann.

Dialog efter krisen

Udmeldingen om, at de danske teatre d. 8 juni igen må slå dørene op har ikke overraskende vakt håb også i uafhængige teaterkredse. Men hvorvidt projektkompagnierne kan gøre sig håb om at vise deres turnéforestillinger og hermed indløse den bærende del af deres økonomi, afhænger foruden regeringens retningeslinjer også af, om teatre og teaterforeninger tager dem under deres vinger i de kommende måneder, mener Christine Worre Kann.

“Denne situation lægger op til solidaritet i branchen og mellem institutionerne. Det synes jeg også, der er, men teatrene vil jo også gerne sikre sig selv. Derfor bliver projektkompagnierne nemt det svageste led. Men det lader da til, at Danmarks teaterforeninger og Dansk Teater også er interessede i en mangfoldig projektteaterkultur på den anden side af krisen”. 

Hun tilføjer, at de mindre kompagnier, som er omstillingsparate og typisk producerer forestillinger for et småt publikum på grund af begrænsningen i antal publikummer har chancen for at vise deres produktioner på teatre netop nu. Kompagniet GLiMT triller da heller ikke tommelfingre, mens de venter på at kunne søge coronastøtte. I nær fremtid viser de deres forestilling Sisyphus Ascending, og nogle af de produktioner, der er i kalenderen til august, håber de også at kunne gennemføre som følge af regeringens lempelser for forsamlinger. Selvom den nuværende situation er hård, understreger Lars Lindegaard, at han er glad for, der overhovedet findes økonomiske hjælpepakker. Han er overbevist om, at GLiMT overlever. Også Christine Worre Kann ser grundlæggende optimistisk på uafhængige scenekunstneres fremtid. 

“Det positive ved denne situation er, at der er kommet et klarere syn på disse kompagniers situation. Jeg oplever, at politikerne har fået en større forståelse for, hvor kompleks den er, og at der er kommet fokus på nogle forhold, som ikke kan blive ved med at være, som de er. Jeg har en klar forventning og forhåbning om, at vi efter krisen skal indlede en dialog med politikere og teaterforeninger om projektteatrets usikre situation”, siger hun til Iscene. 

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst