Rådgivningsforløb hos Udviklingsplatformen gik i dybden

Lotus Lykke Skov gennemgik effektiv erhvervsterapi med rådgiver Getrud Exner i sit rådgivningsforløb hos Udviklingsplatformen for Scenekunst.

Her fortæller iscenesætter, kunstnerisk leder af DraumVærk og fortæller Lotus Lykke Skov om sit rådgivningsforløb hos Udviklingsplatformen for Scenekunst med Gertrud Exner, kunstnerisk leder og instruktør for TeaterBlik.

Hvad var din motivation for at søge rådgivningsforløb hos Udviklingsplatformen?

Mit overordnede spørgsmål til rådgivningsforløbet var: “Hvordan kommer jeg ud med det, jeg laver?”

Jeg var ved forløbets start i en sårbar proces med at finde mine ben oven på min anden barsel og midt i coronakrisen. Og samtidig var jeg i gang med for alvor at bevæge mig ud i et frit liv som freelancer og som selvproducerende. Derfor føltes det egentlig lidt absurd at stille sådan et isoleret spørgsmål. For jeg vidste, at man ikke bare ”kommer ud” med det, man laver.

Så selv om jeg søgte et rådgivningsforløb (og ikke et mentorforløb) stillede jeg samtidig to yderligere, og ret altomfattende spørgsmål:

Hvordan organiserer jeg mig bæredygtigt, både økonomisk, socialt og kunstnerisk? Og hvordan finder jeg balancen mellem at være historiefortæller og poet på det ene ben, formidler og akademiker på det  andet, selvproducerende med den ene arm, scenekunstner med den anden … alt sammen på deltid, og småbørnsmor resten af tiden?

Alt det berørte vi i løbet af vores fire møder. Vi fandt selvfølgelig ikke svar på det hele.

Dit tema er ‘udvikling af økonomisk bæredygtighed’. Hvor har du rykket dig i forhold til din problemstilling?

Fordi mine spørgsmål var af nærmest eksistentiel karakter, gik vi med det samme i dybden. Jeg var meget åben og motiveret for udvikling af mit arbejdsliv. Og Gertrud Exner viste sig at være det helt rigtige match.

Allerede i løbet af vores første møde, som var online på grund af coronakrisen, blev mine visioner og min faglige selvfølelse skærpet. Gertrud udfordrede en faglig usikkerhed. Hun sagde helt konkret til mig: ”Jamen er du i tvivl, om det er et teater, du er ved at lave? Det er det da!”

Jeg følte nærmest, at jeg sprang ud af skabet som scenekunstner i den efterfølgende periode, og mit fokus rykkede sig fra at tænke på økonomi, til at tænke på visioner og langsigtet strategi.

Hvordan er du blevet udfordret af din rådgiver?

Gertrud udfordrede mig hele tiden. Hun sagde ting, som: ”Du ser slet ikke hvor meget du selv gør”.

Hun tog mine visioner og refleksioner seriøst. Det var effektiv erhvervsterapi, og jeg blev udfordret på at tage konsekvensen af de ting, vi talte om og gøre noget ved det.

Vores første to møder var en eksplosion af tiltag og aftaler. Jeg besluttede mig for, at min kunstneriske virksomhed skulle skifte navn, og teatret DraumVærk blev stiftet. Efterfølgende fik jeg refusionsgodkendt en lille fortælleforestilling og oplevede hurtigt, hvordan nye døre åbnede sig til netværk, samarbejder og nye projekter.

Har du haft nogle uventede læringer? Hvor er du blevet overrasket?

I tiden under rådgivningen, har jeg lært at der ikke er nogen nøgle til at sælge turnéforestillinger. Hverken for børn eller voksne. Alle, jeg taler med, har forskellige erfaringer og råd.

Jeg er blevet overrasket over, hvor opslidende et arbejde det er. Og det har givet mig en fornyet kritisk tilgang til, hvad vi går og tror, der skal til for at noget er en succes.

Samtidig er jeg blevet positivt overrasket over, hvor meget opbakning og respekt der er internt i scenekunstmiljøet.

Det allerbedste ved den udvikling, som rådgivningen har igangsat, har været at møde mennesker og mærke en fælles resonans, nysgerrighed, ildhu og kærlighed til scenekunsten.

Om Rådgivningsforløb hos Udviklingsplatformen

Som selvproducerende scenekunstner, producenter eller kompagni inden for det uafhængige scenekunstfelt, kan du ansøge om strategisk rådgivning gennem Udviklingsplatformen. Et rådgivningsforløb kan kvalificere dig til at indfri et udviklingspotentiale. Eller det kan klæde dig på til at løse producentfaglige udfordringer af strategisk karakter.

Du kan både få rådgivning med base i København eller i Aarhus.
Læs mere og ansøg om Rådgivningsforløb hos Udviklingsplatformen for Scenekunst