“Rådgivningsforløbet har kickstartet en interesse og en lyst til at lære mere.”

Kunstnerisk leder for HAUT og scenekunstner, Naja Lee Jensen har netop afsluttet et rådgivningsforløb med Hans Christian Gimbel, Økonomi-, administrations- og souschef, Aalborg Teater. Forløbet, som har haft fokus på ledelse og organisationsarbejde, har givet nye værktøjer og kickstartet en interesse for organisationsudvikling.

Hvad var din motivation for at søge rådgivning hos Udviklingsplatformen?

Min motivation for at søge rådgivning hos Udviklingsplatformen var, at få mulighed for at få læring og sparring på områder, som er nye for mig, og som jeg havde lyst til at vide mere om qua mit arbejde på HAUT. Jeg er uddannet performer og billedkunstner og har inden min ansættelse i HAUT primært arbejdet som kunstner. Udviklingsplatformen rådgivning var en mulighed for at fokusere på at lære af andre, som har en anden baggrund og erfaring end mig.


Dit fokus for forløbet er: Bæredygtig vækst i organisationen. Ledelse, partnerskaber, netværk. Hvad har rådgivningsforløbet givet dig so far?

Jeg har fået mere erfaring. Gennem rådgivningen har jeg også fået mulighed for at udvikle en større forståelse for de arbejdsopgaver, der findes f.eks. inden for ledelse og organisationsarbejde. Jeg ved ikke, om jeg har fået decideret nye erkendelser eller perspektiver men mere viden og flere værktøjer, hvilket også var det jeg håbede på. Derudover har Hans Christian Gimbel peget mod steder, hvor jeg kan finde mere viden f.eks. om ledelse og organisatorisk arbejde, hvilket giver mig en mulighed for at fortsætte med at blive klogere efter endt forløb.


Hvor er du blevet udfordret af din rådgiver Hans Christian Gimbel? 

Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at han har udfordret mig – nærmere inspireret og hjulpet mig til at blive mere bevidst omkring mit arbejde og givet mig sparring på forskellige arbejdsopgaver og situationer, der er opstået i løbet af rådgivningsforløbet. Hans erfaring og viden er alsidig, og det har været et privilegie at få mulighed for at lære af ham, da jeg måske ikke ville have stødt ind i ham i min hverdag.


Har du haft nogle uventede læringen? Hvor er du blevet overrasket?

Jeg føler ikke, at jeg er blevet decideret overrasket nok nærmere bekræftet i at der findes en masse værktøj, som jeg har lyst til at få et større kendskab til. Rådgivningsforløbet har startet en interesse og en lyst til at lære endnu mere om ledelse og organisationsopbygning og se, hvordan jeg kan kombinere det med mit kunstneriske ståsted for at undersøge om kombinationen kan forme de organisationer, vi arbejder i, til anderledes væsner.

Om Naja Lee Jensen

Kunstnerisk leder for HAUT og scenekunstner. Naja Lee Jensen har en BA i skuespil fra Akademi for Scenekunst samt en MA i billedkunst fra Kunstakademiet i Oslo. Siden 2019 har hun arbejdet som kunstnerisk leder af HAUT. Under hendes ledelse er organisationen vokset og har gennemgået en professionalisering. Ved siden af sit deltidsjob er hun selvproducerende scenekunstner med fokus på tværæstetik og eksperimenter. Hendes totalværk “Mørke og Natur” blev vist på K:Selekt i efteråret 2020 og blev genopsat på Teater Momentum i 2021.

Fra 2011-2016 var hun en af de udvalgte kunstnere til APAPs europæiske netværk “Performing Europe 2011-2016”. Fra 2021-2024 er hun en del af InSitu netværket ”Uncommon Spaces”.

Om Rådgivningen

Udviklignsplatformen tilbyder strategisk rådgivning til selvproducerende kunstnere, producenter og grupper indenfor det uafhængige scenekunstfelt. Rådgivningen har til formål at kvalificere scenekunstaktøren til at indfri et udviklingspotentiale eller imødekomme en væsentlig udfordring. Du kan både få rådgivning med base i København eller i Aarhus.

Læs mere om rådgivningen