Susanne Søes Hejlsvig: “At få viden fra en mentor, der kender branchen, er af stor værdi”
Udviklingsplatformen har taget en snak med Susanne Søes Hejlsvig forud for starten på mentorprogram nummer fem.
Mentorprogrammet er et af Udviklingsplatformen for Scenekunsts flagskibe. Og programmet starter på femte omgang mentorer og mentees i denne uge. Forud for det første møde, har Udviklingsplatformen taget en kort snak med Susanne Søes Hejlsvig, som har været med til at udvikle mentorprogrammet.
Læs også: Mentorprogram 2022/23: Her er de nye par
Hvad gør det ved et menneskes faglighed at være en del af et mentorprogram som mentee?
”Som mentee kan man få et stort udbytte af mentoring ved, sammen med mentor, at skabe et tillidsfuldt læringsrum. Mentor kan inspirere og udfordre mentee og hjælpe med at skabe bedre forståelse for en bestemt udfordring og se på hvilke handlemuligheder, man kan have. Det er meget givtigt for mentee, både som fagperson og som menneske generelt”.
Hvad gør det ved et menneskes faglighed at være en del af et mentorprogram som mentor?
”Mentoring hos Udviklingsplatformen handler om at indgå et partnerskab, hvor både mentor og mentee lærer noget og udfordres på holdninger og perspektiver. Når man er mentor, så får man sat ord på noget at det, som man gør i det daglige. Det giver ofte anledning til at vurdere, om der er andre og bedre måder at løse en opgave på.”
Har Udviklingsplatformens mentorprogram – i din optik – en berettigelse i scenekunstbranchen?
“Det er et virkelig godt initiativ og et vigtigt bidrag for at sikre læring og udvikling indenfor branchen. Mentoring har sin berettigelse i alle mulige sammenhænge – ikke mindst i scenekunstbranchen. Som mennesker har vi brug for udvikling gennem hele livet. Der kan være visse perioder, hvor vi oplever et særligt behov for støtte og sparring. Og at få viden fra en mentor, der forstår branchen, er af stor værdi.”
Om Susanne Søes Hejlsvig
– Susanne Søes Hejlsvig er facilitator, der faciliterer forskellige typer af processer med forskellige typer af mennesker.
– Hun har arbejdet med mentoring siden 2008 i forskellige sammenhænge. Blandt andet har hun opbygget mentorprogrammer indenfor uddannelsessektoren og sidenhen hos forskellige private og offentlige organisationer.
– Foruden at være passioneret om mentoring, arbejder hun også med at facilitere grøn omstilling.
– Susanne Søes Hejlsvig har været med til at udvikle mentorprogrammet hos Udviklingsplatformen for Scenekunst. Hun har primært været med til udvikling af træningsdelen og har fra starten været tilkoblet som underviser og facilitator af mentorer og mentees.
– Susanne Søes Hejlsvig har skrevet en håndbog om mentoring kaldet “The Mentoring Journey” og er i gang med at lægge hånd på sin anden bog, der har fået titlen “Mentor Wonderland” og bliver en anderledes kreativ og visuel guide til mentorer og mentees.
Om Mentorprogrammet
Udviklingsplatformens gratis mentorprogram skal opkvalificere scenekunstnere og producenter særligt inden for det frie felt, og være med til at bygge bro og løfte vidensniveauet i branchen. I det etårige mentorprogram får selvproducerende scenekunstnere eller producenter mulighed for at få sat perspektiv på deres praksis og få faglig sparring, uanset hvor de er i deres karriere.
Via mentorprogrammet bliver de matchet med en kvalificeret mentor, som har værdifuld erfaring og indsigt relevant for netop dem. I alt mellem otte og ti mentees kan få plads i mentorprogrammet. Mentor/mentee-parrene har syv møder i løbet af programmet, og de forpligter sig ved deltagelse i programmet til at dele viden og erfaringer akkumuleret som følge af forløbet.