GUIDE: Bliv bedre rustet til at indsende forslag til Turnénetværket sæson 2023/24
Der er open call til at indsende forslag til Turnénetværket sæson 2023/24. Med denne guide fra Turnéteater.dk bliver du rustet til at søge.
Nedenstående er en guide, som Udviklingsplatformen har modtaget direkte fra Turnéteater.dk. Ved spørgsmål eller behov for uddybning, kontakt da Turnéteater.dk.
Sæson 2023/24
I 23/24 kan Turnénetværket koordinere turné for maksimalt 22 forestillinger. De såkaldte “boblere” er afskaffet. Bemærk, at fra og med sæson 2023/24 kan en forestilling, der er optaget i Garantiordningen, ikke også blive optaget i Turnénetværket i samme sæson. Bestyrelsen for foreningen Turnéteater.dk, der på vegne af PUS/SLKS administrerer både Garantiordningen og Turnénetværket, har netop besluttet, med accept fra PUS og SLKS, der finansierer garantiordningerne, at harmonisere begge ordninger. Om en forestilling er optaget i Garantiordningen eller i Turnénetværket har således ingen praktisk betydning for producenten af forestillingen eller for arrangørerne.
Læs mere om procedurerne og kriterierne her
Til producenter
Producenter af forestillinger, der af PUS i august/september 2022, er optaget i GO / Garantiordningen for Voksenteater i sæson 22/23 og 23/24, har modtaget en e-mail og er blevet informeret om hvorledes de registrerer deres GO-optagne forestillinger på www.turneteater.dk. Producenter af forestillinger, der er optaget i GO i sæson 23/24, modtager også denne mail om Turnénetværkets sæson 23/24. Det er muligt at foreslå andre forestillinger end dem, der er optaget i GO i 23/24 til Turnénetværkets sæson 23/24.
Når du foreslår en forestilling, til Turnénetværkets sæson 23/24, bliver den kun synlig på www.turneteater.dk for TN-medlemsscenerne. Du kan se, hvad TN-medlemsscenerne ser på MINE FORESTILLINGER og derefter under VIS, når du er logget ind i din producentbrugerprofil.
Hvis og når dit TN-forslag opnår 21 thumbs-ups, fra medlemsscenerne, inden d. 31/10, bliver dit forslag synligt på forsiden af www.turneteater.dk , og får et grønt label. Det betyder at dit forslag vil blive drøftet og stemt om, på et kurateringsmøde for medlemsscenerne, der afholdes d. 7/11.
Under MINE FORESTILLINGER har du også mulighed for at redigere i din foreslåede forestilling på nær pris og andre salgsdata, da dette ændrer købsbetingelserne og kan forvirre arrangørerne i f.t. til deres vurdering af, om de vil købe én eller flere opførelser. Du kan senere, også igennem sæsonen, uploade nye, relevante fotos samt justeringer i eventuelle tekniske riders eller ændringer i medvirkende. Laver du dog ændringer, efter aftalen er indgået med arrangøren, bedes du kontakte dem med dette.
Når du har indtastet dine forestillingsdata i systemet, kan du logge på www.turneteater.dk med din producentbrugerprofils e-mail, dit password og turnéadministrere dine forestillinger og godkende anmodninger fra arrangører om opførelser.
Få flere tips og tricks i Udviklingsplatformens digitale værktøjskasse her
Forslagsformularen
Når du foreslår en forestilling, skal du IKKE være logget ind i systemet, hvis du allerede har en producentbrugerprofil. Du skal således blot klikke på linket på forsiden af hjemmesiden.
I forslagsformularen kan du angive, når du kommer til KONTAKT, den e-mail, som allerede er tilknyttet din producentbrugerprofil.
Er du “ny” i systemet, sender systemet dig dit password, når du afslutter forslagsprocessen, ved at trykke på SEND. Brugernavnet er din angivne e-mail og passwordet kan du ændre under MIN KONTO, hvor du også bør udfylde feltet: PRODUCENTNAVN/GRUPPENAVN. Hvis du ikke umiddelbart får en e-mail i din in Box, så tjek venligst din spam Box.
Turnénetværkets ønsker at skabe rammer for turnéforestillingers virke, fremme Garantiordningsstøttede forestillingers mulighed for at turnere og at administrere underskudsdækningen for forestillinger i Turnénetværket samt i Garantiordningen.
Ansøg her til OPEN CALL Turnénetværket
Om Turnénetværket
Turnénetværket for Voksenteater er et netværk bestående af pt. 73 danske scener (pr. oktober 2022). Turnéteater ønsker udbredelse af nyskabende og eksperimenterende turnéteater til voksenpublikummet og at fremmer nyskabende professionelle voksenteaterforestillingers muligheder for at gennemføre turnévirksomhed i Danmark.