En blæsende efterårsdag i oktober afholdt UP første arrangement under konceptet Food for Thought. Rammerne var sat; temaet var scenekunst og futurisme, kulissen Restaurant 56 Grader, og gæsterne bestod af en bred vifte af mennesker fra scenekunstbranchen. Der var lagt op til en aften i dialogens tegn, og det var op til gæsterne at tænke ud af boksen og sætte nye ord på dagsordenen.

Foto: Frida Gregersen
Mad med fremtid
Som navnet antyder, handler Food for Thought om at blive næret gennem mad, men også intellektuelt. At få stof til eftertanke. Det er nemlig tit i det interpersonelle møde over maden, at dialogen sættes i gang. Restaurant 56 Grader stod for maden og havde kurateret en menu, der reflekterede aftenens futuristiske tema. Menuen bestod både af velkomstdrinks, snacks, hovedret og dessert. Alle retter var ikke blot utrolig velsmagende, men også både plantebaserede og smukke for øjet med masser af farve og blomster.
Mellem aperitif og hovedret var der oplæg med futurist Nicklas Larsen fra Instituttet for fremtidsforskning. Oplægget oplyste både om vigtigheden for og arbejdsgangen i fremtidsforskning. Sidst blev der sat gang i dialogen om fremtidens scenekunst gennem blandt andet tankeeksperimenter og spørgsmål. Konceptet, der skabte et møde mellem mad, oplæg og mennesker, vakte begejstring blandt gæsterne.
"Mad får tungen på gled og så følger hjernen med"
Både i løbet af aftenen var begejstringen stor, men også i de efterfølgende kommentarer fra gæsterne. En skriver blandt andet, at mad får tungen på gled, og så følger hjernen med, hvilket bekræfter at konceptet med mad, samvær og diskussion virker. Til denne aftens arrangement kom tungerne også på gled, og der blev diskuteret vidt og bredt om nye formater, nye historier og nye udtryksformer for scenekunsten i fremtiden.
Scenekunst vendt på hovedet
Det futuristiske tema gav anledning til innovative og visionære samtaler for fremtiden. Der blev zoomet ud fra den nuværende kreative dagligdag og fokusset rettet langt ud i fremtiden. Tankerne om scenekunst blev vendt på hovedet, og der blev tænkt tanker, som gæsterne ikke nødvendigvis normalt ville have tænkt. Man kan sige, at tankerne blev skilt ad og sat sammen på nye måder. Gæsterne blev nemlig udfordret på deres vante tankemønstre med nogle provokerende benspænd, der tvang dem til at tænke over hvem, hvad og hvor scenekunst skal hen i fremtiden.
UP's leder Mikkel Harder deltog i aftenen. Han syntes netop, at det var både inspirerende og udfordrende at diskutere fremtiden, samt hvem du er, og hvem du gerne vil være.
Nye mennesker og nye perspektiver
Dialogen lå som en summen over hele aftenen. Og det var tydeligt inspirerende for gæsterne at diskutere aftenens tematikker med andre branchefolk. En bordplan sørgede for, at gæsterne ville møde nye mennesker, der kunne sætte nye perspektiver i diskussionerne om scenekunst i fremtiden. Majken Overgaard, der til dagligt er programleder ved Catch – Center for kunst & teknologi, udtrykte begejstring for, hvordan den kuraterede middag netop havde givet anledning til at møde nye branchekollegaer og starte nye samtaler.
Hvad er Food for Thought?
- Et kurateret og filosofisk dinner concept, hvor der sættes gang i diskussionen over middagsbordet.
- Hver gang vil en ekspert indenfor et givent tema holde et oplæg, der skal fodre dialogen og give anledning til at udforske nye perspektiver for scenekunst og kulturbranchen.
- Aftenen byder både på udfordrende visioner, perspektiver og lækker mad, som reflekterer aftenens tema.