Udviklingsplatformens rådgivning udvides til Aarhus

Nu udvider Udviklingsplatformen det populære rådgivningstilbud til Aarhus, således at frie scenekunstaktører også kan få rådgivning med base i Aarhus. Det sker i samarbejde med Performing Arts Platform, hvor projektleder Anne Hübertz Brekne kommer til at sidde med ansvaret for rådgivningen i Aarhus.

Siden 2016 har Udviklingsplatformen, gennem strategiske rådgivningsforløb, hjulpet scenekunstproducenter og grupper inden for den frie scenekunst med at indfri udviklingspotentialer og imødekomme producentmæssige udfordringer. Over 40 scenekunstaktører eller grupper er blevet vejledt gennem peer-to-peer rådgivningsforløb, hvor de er blevet matchet med en erfaren konsulent på baggrund af deres profil og problemstilling. Nu udvider Udviklingsplatformen det populære rådgivningstilbud til Aarhus.

”Rådgivningen er et af vores mest effektive og efterspurgte tiltag. Jeg tror, at nøglen til rådgivningens succes skal findes i det skræddersyede format, hvor hver enkelt aktør får mulighed for vejledning omkring en helt specifik udfordring. Det gør forløbene meget målrettede og sikrer, at lærings- og udviklingskurven hos aktøren bliver meget stejl. Med andre ord så får aktøren mulighed for at rykke sig et stort skidt på forholdsvis kort tid.”, siger Aline Storm, Souschef og ansvarlig for Rådgivningen på Udviklingsplatformen, og fortsætter: ”Rådgivningstilbuddet viser også med al tydelighed, at meget af den viden og erfaring, aktørerne har behov for, allerede findes i feltet – og gennem rådgivningsforløbene får vi den viden og erfaring sat i rotation mellem aktørerne. Vi er glade for nu også at kunne udbyde rådgivning med base i Aarhus.”

”På Performing Arts Platform er vi meget glade for vores meningsfulde og inspirerende samarbejde med Udviklingsplatformen. Vi glæder os i særdeleshed over denne mulighed, som i vores øjne kommer på det helt rigtige tidspunkt. Scenekunstnere står aktuelt i en situation, hvor behovet for rådgivning er større end nogensinde. Vi ved, at rådgivningen allerede har haft stor betydning for en række scenekunstnere. Vi glæder os derfor over, at kunne bidrage til at udbrede dette tilbud yderligere, og til at udvikle på rådgivningsindsatsen for scenekunstnere i hele landet, i dette samarbejde med Udviklingsplatformen.” siger Charlotte Mors, Daglig leder af Performing Arts Platform

Samarbejder, international turné og økonomisk bæredygtighed

Blandt de problemstillinger, som de frie scenekunstnere ofte henvender sig til Udviklingsplatformen med tegner der sig tre overordnede tendenser. 1) Tværsektorielle samarbejder og co-produktioner – hvor der er brug for rådgivning i forhold til identificering af samarbejdspartnere, samarbejdsmodeller, finansieringsmuligheder og kontraktskrivning. 2) International turné – hvor kompagnier har behov for vejledning til udarbejdelse af strategier for netværksopbygning, samt planlægning og ageren i en international kontekst. 3) Styrkelse af en økonomisk bæredygtighed – hvor kompagnier har behov for vejledning til f.eks. at afsøge nye finansieringsmuligheder og forretningsmodeller.

En evaluering foretaget i foråret 2020 viste, at der har været stor tilfredshed med rådgivningen og at de scenekunstaktører, der har modtaget rådgivning har opnået en øget bevidsthed om egen praksis og ressourcer, samt deres muligheder for at agere på scenekunstområdet og tværkunstnerisk. Evalueringen viste desuden, at en del af de scenekunstaktører, som har modtaget rådgivning er unge kompagnier eller selvproducerende scenekunstnere i starten af deres professionelle karriere.

”Som et nyt kompagni er det svært at vide, hvor man skal gå hen med alle sine spørgsmål, og så er det utroligt rart at kunne få et fortroligt rum, hvor man kan stille alle sine spørgsmål, som man ikke ville stille ude i branchen,” siger en tidligere modtager af rådgivningen.

Om Anne Hübertz Brekne

Anne, som bliver ansvarlig for Udviklingsplatformens rådgivning i Aarhus, er cand. mag. i dramaturgi fra Aarhus Universitet, suppleret med en MA Physical Theatre fra Royal Holloway/University of London. Anne har arbejdet som selvstændig produktionsdramaturg siden 2007, med opgaver fra idé- og konceptudvikling, til dramaturgisk sparring, projektledelse, tekstproduktion, fundraising og formidling. På Performing Arts Platform er hun ansat som rådgiver og projektleder.

Kort om Rådgivningen

Rådgivningen henvender sig til producenter og selvproducerende scenekunstnere på alle niveauer –nystartede kompagnier såvel som aktører, der har været i branchen i mange år.Udviklingsplatformen tilbyder i KBH og Aarhus strategisk, producentfaglig rådgivning til selvproducerende kunstnere, producenter og grupper inden for det uafhængige scenekunstfelt. Rådgivningen har til formål at kvalificere scenekunstaktøren til at indfri et udviklingspotentiale eller imødekomme en væsentlig strategisk udfordring. Via rådgivningen bliver scenekunstaktøren matchet med en erfaren rådgiver – enten fra scenekunstbranchen eller an anden branche.

For at komme i betragtning til et rådgivningsforløb skal man ansøge via en ansøgningsformular. Der er åbent for ansøgninger 2 gange årligt.

Den kommende ansøgningsfrist var d. 12. november 2020.

Tilmelding er lukket

Læs mere om Rådgivningsforløb her

Kontakt

Ansvarlig for Rådgivningen: Souschef og producent Aline Storm via aline(a)udviklingsplatformen.dk

Ansvarlig for Rådgivningen i Aarhus: Projektleder Anne Hübertz Brekne via anne(a)theplatform.dk