Sæt fokus på din karriereudvikling som professionel scenekunstproducent i det frie felt.
I UP’s etårige mentorprogram får du mulighed for at sætte turbo på din faglige udvikling som producent. Du får perspektiv på din faglige praksis, samt sparring, uanset hvor du er i din karriere. Og så bliver du matchet med en kvalificeret mentor, som har værdifuld erfaring og indsigt, der er relevant for netop dig.
Som noget nyt tilbydes programmets mentees denne gang, som supplement til mentorforløbet, et uddybende, lønnet, praktikforløb af en uges varighed hos en erfaren scenekunstproducent i det projektstøttede felt.
Målgruppe:
Denne syvende udgave af UP’s etårige mentorprogram retter sig specifikt mod scenekunstproducenter, der samarbejder med selvproducerende scenekunstnere og kompagnier i det projektstøttede felt.
Der er ikke er tale om et uddannelsesforløb, men en sparrings- og udviklingsproces, hvor du i løbet af et år med en mentor tilknyttet kan styrke din eksisterende faglighed og praksis.
Derfor forventes det, at du på ansøgningstidspunktet har mindst to års relevant erfaring med producentvirksomhed indenfor scenekunstområdet, og at du har en ambition om en karriere i det projektstøttede felt.
UP’s mentorprogram henvender sig til både erfarne og mindre erfarne producenter, med det fokus, at din deltagelse som mentee i programmet skal være springbræt for et trin op i din karriere.
Det særlige fokus på producentlaget skyldes, at funktionen som scenekunstproducent har udviklet sig over de seneste år. Der er kommet en stærkere efterspørgsel efter strukturel og administrativ professionalisering, og der er en udtalt mangel på producenter i feltet.
For nye producenter kan oparbejdelsen af de mange fagligheder virke uoverskuelig i et projektbaseret og ofte prekært arbejdsliv, hvilket kan være en årsag til, at mange efter kort tid vælger forlade producentfaget – eller det projektstøttede felt i det hele taget.
Producenten varetager i tæt samarbejde med den skabende kunstner opgaver indenfor et bredt udsnit af fagområder; finansiering, projektledelse, internationalisering, netværksledelse, strategisk udvikling, PR og administration. Dette afføder høje krav til producentens faglighed og praksis.
UP’s fokus på producenter i denne udgave af vores populære mentorprogram, udspringer således af et ønske om at støtte op om en udvikling og styrkelse af producentlaget.
Mentorprogrammet tilrettelægges af dig og din mentor. Mentorer og mentees udvælges af ekstern kurator for UP.
I din ansøgning kan du selv definere tematikker og fokus, som er relevante for dig.
Eksempler på fokus kan være:
- Ledelsesbevidsthed, selvledelse og ledelsesdilemmaer som producent
- Forretningsudvikling og entreprenørskab som freelanceproducent
- Det bæredygtige producentskab
- Definition af egen praksis
- Udfordringer i parløbet med den kunstneriske leder
- Kompetenceafklaring
- Producentens mange fagligheder
...eller noget helt tredje, som du har behov for.
Praktikforløb
Mentees tilbydes som supplement til mentorforløbet et uddybende, lønnet praktikforløb af en uges varighed hos en erfaren scenekunstproducent i det projektstøttede felt. Her får du mulighed for at styrke dit netværk og for at fordybe dig i fagspecifikke producentkompetencer.
Der vil være tale om en observerende praktik, hvor du følger med en scenekunstproducent rundt, men i praktikugen vil der blandt andet blive afholdt tre rådgivningsmøder, hvor praktikstedet stiller sig til rådighed for praktisk oplæring efter dit ønske.
Valg og aftale med praktiksted foretages af UP efter samtale med mentee og mentor.
Feedback
Mentees vil blive bedt om en kort afrapportering, når det etårige forløb afsluttes. Der vil være mindre evalueringer og feedback undervejs.
Hvornår kører mentorprogrammet?
Mentorprogrammet kører fra februar til december 2025.
Mentor og mentee har i forløbet cirka syv møder inklusiv tre obligatoriske fællesmøder. De tre obligatoriske fællesmøder bliver afholdt på følgende dage:
6. februar 2025.
30. april 2025.
26. november 2025.
Det er en forudsætning for optagelse i mentorprogrammet, at du kan deltage i alle fællesmøderne.
Mentor og mentee fastsætter selv datoerne for de fire resterende møder, som kan afholdes enten fysisk eller online i løbet af programmet.
Datoer for praktikforløbet arrangeres individuelt mellem mentee og praktiksted.
Der vil desuden være et afsluttende seminar i december 2025.
Hvor mange optages?
Der optages 5 mentees i programmet.
Du kan kun søge som enkeltperson.
Hvad forpligter man sig til?
Som mentee skal du være indstillet på at tage ansvar for forløbet, så du får mest muligt ud af det. Det vil sige, at det er dit ansvar at arrangere møder med mentor, formulere dagsorden og følge op på de aftaler, som du indgår med din mentor.
Som mentee forpligter du dig til at vidensdele resultatet af dit forløb, både til UP, men også på det afsluttende seminar i december 2025.
Koster det noget at deltage i mentorprogrammet?
Mentorprogrammet er gratis. Du skal dog selv afholde rejseudgifter til alle møder. Hvis mentor og mentee bor langt fra hinanden, kan du dog søge UP om tilskud til rejseudgifter.
Mentorprogrammet kan søges af scenekunstproducenter, der samarbejder med scenekunstnere og kompagnier i det projektstøttede felt, og som ønsker at styrke og udvikle deres producentpraksis.
Det er et krav, at du har mindst 2 års relevant erfaring med professionel producentvirksomhed indenfor scenekunstområdet.
I ansøgningen skal du beskrive dit nuværende arbejde og hvilke udfordringer og ambitioner, du vil arbejde med som mentee.
Det er muligt men ikke et krav at foreslå en mentor i din ansøgning. Vi bruger det som guideline til, hvilken mentor du bliver parret med.
Ansøgningen skal indeholde:
- en ansøgningstekst på maks. 1 side
- CV på mak. 1 side
(i alt 2 sider samlet i én pdf.)
Ansøgning uploades via ansøgningsformularen.
Mentorprogrammet kurateres af ekstern kurator i samarbejde med UP.
UP opfordrer alle uanset etnicitet, køn, alder, funktionsevner, religion, seksualitet og socioøkonomisk baggrund til at søge.