Udviklingsplatformen
for Scenekunst
En
 
 

Inspiration til den gode co-produktion

Denne side giver en række anbefalinger til samarbejdet, når du som fri kunstner eller producent skal indgå i en co-produktion med et institutionsteater

Anbefalingerne er udviklet på baggrund af et dialogmøde, som UP afholdte i samarbejde med Dansk Teater 19. november 2024. Her drøftede en række frie producenter og teatre sammen erfaringer, udfordringer og muligheder i at skabe stærkere og mere ligeværdige samarbejder om co-produktioner.

Her får du en række anbefalinger til samarbejdet, når du som fri kunstner eller producent skal indgå i en co-produktion med et institutionsteater og forslag til best practice.

Hele rapporten fra dialogmødet hos UP kan læses her.

Hovedkonklusioner fra dialogmøde hos UP om den gode co-produktion

Co-produktioner er vigtige og værdifulde

Co-produktioner mellem det frie felt og institutionsteatrene skaber både kunstnerisk og økonomisk synergi, hvilket betyder, at begge parter kan opnå fordele, der ikke kunne opnås alene.

Kunstnerisk synergi opstår, når institutionerne og kunstnerne arbejder sammen om at udvikle et værk, hvilket kan berige den kunstneriske proces og give plads til mere innovative og risikovillige værker.

Økonomisk synergi betyder, at man kan dele ressourcer, finansiering og viden, hvilket kan gøre forestillingerne mere økonomisk bæredygtige – eller får produktioner til at kunne realiseres, som ikke var mulige at finansiere alene.

Det er vigtigt at forventningsafstemme

For at co-produktionen skal lykkes, er det vigtigt, at begge parter har en klar forståelse af hinandens vilkår og forventninger. Der skal afstemmes, hvordan økonomi, ansvar og kunstnerisk frihed håndteres, så alle føler sig trygge og engagerede i processen.

Succesfuldt samarbejde bygger på ligeværdighed

Et succesfuldt samarbejde bygger på gensidig respekt og forståelse for både kunstnernes og institutionernes vilkår, herunder magtbalancer og ressourcer.

Det er essentielt, at begge parter føler, at de har lige stor indflydelse på beslutningerne, både kunstnerisk og økonomisk.

Dette kræver, at institutionerne er åbne for at lytte til kunstnernes behov og ønsker, samtidig med at de tager ansvar for de ressourcer og rammer, de tilbyder.

Det kræver også, at kunstnerne får et indblik i og har en forståelse for institutionernes virkelighed og begrænsninger.

Ligeværdigheden handler om at sikre en balance i magtforholdene. Et godt samarbejde opstår, når der er en gensidig forståelse for, hvordan kunstneriske og økonomiske forskelligheder kan komplementere hinanden i stedet for at skabe konflikter.

Der er behov for definition og transparens

Der er behov for klare definitioner af, hvad en co-produktion indebærer, og tydeliggørelse af ansvar, økonomi og kunstnerisk frihed fra start.

Det er vigtigt, at begge parter har en fælles forståelse af, hvad deres engagement i produktionen indebærer, og hvad de kan forvente af hinanden. For at sikre transparens bør både økonomiske aftaler og de kunstneriske beslutningsprocesser være klart formuleret og aftalt fra start. Dette vil skabe et fundament af tillid og sikre, at begge parter har realistiske forventninger til hinanden.

Styrk dialogen og skab værktøjer

Styrket dialog og udvikling af konkrete værktøjer til proces- og beslutningsstyring er afgørende for at undgå konflikter og misforståelser. Udvikling af en kontrakttjekliste og aftaleskabelon kan sikre, at alle relevante spørgsmål bliver behandlet fra starten.

Dialog er essentielt for succesfulde co-produktioner

Dialog og brobygning er essentielt for at sikre succesfulde co-produktioner mellem det frie scenekunstfelt og institutionsteatrene. Gennem en tæt og åben dialog kan både kunstneriske og økonomiske mål forenes, og magtbalancer samt ansvar kan afstemmes fra start. Gennemsigtighed og gensidig respekt er grundlaget for stærke samarbejder, og klare aftaler og værktøjer er nødvendige for at undgå konflikter og misforståelser i processen.

Hvorfor gik det godt? – Succeshistorier fra begge sider

Der var dialog og fordeling af ansvar og opgaver
Et tæt og gennemsigtigt samarbejde, hvor begge parter har bidraget aktivt, og ansvarsområderne har været klart defineret. Denne tilgang har skabt et stærkt fundament for et vellykket partnerskab.

Parterne delte strategi – fælles ansvar og fælles risiko

Begge parter har været enige om en fælles strategi og har delt både ansvar og risiko i processen, hvilket har styrket samarbejdet og bidraget til at opnå de ønskede resultater.

Kunstfaglig sparring fra det co-producerende teater

En aktiv kunstfaglig sparring fra det co-producerende teater har været en vigtig del af samarbejdet, hvilket har resulteret i en stærkere kunstnerisk proces og et bedre slutprodukt.

Fælles turneplanlægning og kontakt til spillesteder
Et tæt samarbejde om turneplanlægning og koordinering med spillesteder har givet et effektivt og problemfrit forløb for distributionen af forestillingen, hvilket har lettet den praktiske udførelse af co-produktionen.

Co-funding

Begge parter har deltaget aktivt i at sikre finansiering til projektet, hvilket har muliggjort en bæredygtig co-produktion og sikret, at økonomiske udfordringer ikke hæmmede de kunstneriske ambitioner.

Hvad er best practice for co-produktioner?

Forslagene herunder blev udarbejdet af deltagerne på dialogmødet hos UP i november 2024. Forslagene er både større ønsker til fælles indsatser mellem scenekunstinstitutioner og det frie felt og forslag, som du som fri scenekunstproducent kan finde inspiration i, når du skal indgå i co-produktioner.

Forslag til best practice – udarbejdet af deltagerne på dialogmødet hos UP

Udarbejd en skabelon for co-produktionsaftaler

Der kan med fordel udarbejdes en standardiseret kontrakttjekliste og aftaleskabelon, som sikrer gennemsigtighed om økonomi, ansvar og proces. Tjeklisten og skabelonen bør inkludere klare definitioner af samarbejdet og konkrete forventninger.

Dialogværktøjer

Der kan udvikles et procesværktøj til beslutningstagning og konfliktløsning, der sikrer fokus på både kunstneriske og praktiske aspekter.

Aftal fair practice-principper

Der kan aftales samarbejdsprincipper med fokus på ligestilling, transparens og bæredygtige arbejdsforhold, eventuelt inspireret af værdierne i Fair Practice Code, som set i Holland, og Dansk Komponistforenings undersøgelse af et kodeks for kunst og kultur.

Hold workshops som del af den tidlige dialog

Der kan gennemføres workshops mellem samarbejdspartnere i opstarten af co-produktioner for at opbygge fælles forståelse og skabe tillid.

Hvad kan man ønske for det gode samarbejde?

Anbefalingerne herunder blev udarbejdet af deltagerne på dialogmødet hos UP i november 2024. De er udtryk for visioner for fælles indsatser mellem både støttegivere, scenekunstinstitutioner og det frie felt og forslag. Som fri scenekunstproducent kan du finde inspiration i anbefalingerne, når du skal indgå i co-produktioner.

Visioner og anbefalinger for samarbejder – udarbejdet af deltagerne på dialogmødet hos UP

Strukturel ændring og bedre rammevilkår

Branchen skal arbejde sammen for at ændre rammeaftaler og krav fra tilskudsydere, så de bedre understøtter co-produktioner og skaber større fleksibilitet for både institutioner og kunstnere.

Open calls og tilgængelighed

Institutionerne opfordres til aktivt at opsøge kunstnere gennem open calls og partnerskaber, som fremmer gensidighed og inklusion.

Øget videndeling og transparens

Offentliggør information om institutionernes budgetter og prioriteringer for at sikre større åbenhed og forventningsafstemning. Et indblik i hinandens økonomiske virkelighed kan forebygge et billede af ”dem og os”.

Opbyg langsigtet samarbejde

Fokus på at opbygge vedvarende relationer mellem det frie felt og institutionerne, herunder årlige dialogmøder for at evaluere og forbedre samarbejder.

Nye måder at måle succes på

Et udvidet fokus på måling af kunstnerisk impact og betydning for lokalområdet, deriblandt en udvikling af en metode for måling af dette.

UP og Dansk Teater vil i foråret 2025 sammensætte en arbejdsgruppe fra det frie felt og institutionsteatrene, som sammen vil udvikle en kontrakttjekliste, aftaleskabelon, og samarbejdsprincipper, der anerkender ønsker fra begge parter.

UP og Dansk Teater vil desuden i slutningen af 2026 invitere til et evalueringsmøde mellem udvalgte teatre og frie felt-aktører om resultat af værktøjerne. Dette efterfølges af et vidensdelingmøde mellem Dansk Teater, UP og relevante fonde baseret på erfaringerne fra begge parter efter brug af værktøjerne.