Udviklingsplatformen for Scenekunst og Dansk Scenekunst har sammen udviklet et sæt aftaleværktøjer til co-produktioner i scenekunstbranchen.
Værktøjerne består af to kontraktskabeloner, som skal sikre tydelige og bæredygtige aftaler, samt en tjekliste, som skal gøre det lettere for teatre og frie scenekunstnere at forventningsafstemme samarbejdet.
Aftaleværktøjet er udviklet med henblik på at tilgodese alle parter, hvilket er årsagen til, at UP og arbejdsgiverorganisationen Dansk Scenekunst har samarbejdet om at udvikle dem.
Værktøjerne består af en tjekliste til samarbejdet og to forskellige skabeloner til kontrakt
- Tjeklisten hjælper alle parter til at afklare vilkår og forventninger på forhånd og til at sikre, at der er mindst muligt, I har overset, som kan danne grobund for uenigheder undervejs.
- Kontraktskabelonerne har til formål at sikre fair aftaler. De er udviklet i samarbejde med jurister, så de kan trygt benyttes som aftaledokument.
- Der findes to kontraktskabeloner: Én til co-produktioner, hvor der er fælles kunstnerisk ansvar og én til co-produktioner, hvor projektteatret/kompagniet bærer det kunstneriske ansvar alene.
Kontraktskabelon til co-produktioner 1 - Fælles kunstnerisk ansvar
Kontraktskabelon til co-produktioner 2 - Kompagniet bærer det kunstneriske ansvar alene

UP og Dansk Scenekunst har de sidste to år arbejdet sammen om at udvikle aftaleværktøjerne i dialog med aktører fra det frie felt og institutionsteatre.
Co-produktioner mellem frie kompagnier og teatre er en meget udbredt produktionsform. Det viste den kortlægning af det frie felt, som Udviklingsplatformen gennemførte i 2024/25. Den viste også, at co-produktioner er en form, som har potentiale for forbedringer. Blandt de mange adspurgte i undersøgelsen viste sig tydelig efterspørgsel på et fælles aftaleværktøj.
Det samme var tema for et dialogmøde mellem frie scenekunstnere og institutionsteatre på Udviklingsplatformen i 2024, som UP tog initiativ til efter en længere modnet debat om vilkårerne i co-produktioner og gæstespil. Som resultat af dialogmødet udgav UP dengang rapporten Den gode co-produktionsaftale: Inspiration til best practice.
Siden har UP arbejdet videre på baggrund af efterspørgslen efter håndgribelige værktøjer. Gennem både fokusgruppeinterviews med scenekunstnere i det frie felt og afstemning med Dansk Scenekunst og jurister er vi nået frem til det bedst mulige resultat for at skabt bedre mulighed for bedre co-produktionsaftaler.
UPgrade – din digitale værktøjskasse

Foto: Alexis Rodríguez Cancino, fra forestillingen HYPER CORAL af MYKA