Scenekunstens Strategi-Lab er et intensivt udviklingsforløb for scenekunstgrupper, som i en uge på Thoravej 29 får mulighed for at arbejde intensivt med at udvikle en strategisk retning.
Hvor skal vores scenekunstneriske og organisatoriske praksis bevæge sig hen? Hvad skal der til for at realisere en forandring eller en ny forretningsmodel? Hvordan kan vi arbejde mere langsigtet med vores projekter eller skabe ny struktur?
I Scenekunstens Strategi-Lab handler det om at bevæge sig fra idé til strategi.

Himherandit skaber immersive og bevægelsesbaserede performances. De ønsker at blive et fyrtårn for queermiljøer og marginaliserede fællesskaber både lokalt, nationalt og globalt. I Scenekunstens Strategi-Lab ønsker de at fokusere på, hvordan de kan arbejde strategisk med community engagement, samt hvordan kompagniet kan videreformidle deres arkiv af forestillinger, kunstneriske metoder og praksis, så det kan bidrage til en bredere pallette af produktionsprocesser. Foto: Andreas Constantinou

Kaae Kreate er en teaterforening, ledt af danser og koreograf Marie Kaae, som producerer koreografiske og musikdramatiske scenekunstværker af international relevans med fokus på street- og club-style-genrer. I Scenekunstens Strategi-Lab ønsker Kaae Kreate at skabe langsigtet stabilitet gennem ansvarsfordeling og tydelige strukturer for fremtidige arbejdsprocesser. Foto: Mishael Oladipo Fapohunda

Mount Sophie består af dramatiker, Sonja Ferdinand, performer, Katrine Leth samt scenograf, Freya Sif Hestnes. Sammen skaber de forestillinger, der integrerer den digitale virkelighed i teatret, og som undersøger kroppens møde med video, tekst, publikumsinddragelse og digitale medier. I forløbet ønsker Mount Sophie at tydeliggøre deres arbejde som gruppe både til publikum og samarbejdspartnere samt at arbejde dybere med egne arbejdsgange. Foto: Freya Sif Hestnes

Sweat Productions er en produktionsplatform skabt af koreograferne Lydia Ö. Diakité og Emilie Gregersen, som også står bag Dance Cooperative. Gennem platformen ønsker de at producere koreografiske og interdisciplinære produktioner, som insisterer på kunstnerisk kvalitet og samtidig løfter og understøtter både egne og andres kunstnerskaber. I Scenekunstens Strategi-Lab vil de arbejde med, hvordan de kan udvikle en organisation med en feministisk ledelsespraksis og at skabe en langsigtet strategi, hvor økonomi og visioner kan mødes. Fotos: Liv Latricia, Ville Vidø

Kant Fabrik er en tværæstetisk performancegruppe, som skaber musikdramatiske værker med ensembler sammensat fra forskellige kunstneriske baggrunde. De er optaget af at omdanne radikale litterære værker til scenen, som ellers opleves som besværlige, skæve eller for abstrakte til at indfange i en klassisk iscenesættelse. Kant Fabrik vil bruge forløbet på at fordybe sig i deres visioner og udvikle langsigtede planer om finansiering, samarbejder, genopsætninger og udvikling af nye værker.

House of Stories er en international scenekunstnerisk udviklingsplatform, der skaber langsigtede kunstneriske forbindelser mellem scenekunstnere fra MENA-regionen og kunstnere og samarbejdspartnere i Skandinavien. På baggrund af erfaring fra bla. skabelsen af The Wedding, vil de skabe rum, hvor kunstnere kan udvikle nye værker sammen på tværs af geografiske, kulturelle og institutionelle skel med tid til research, afprøvning, samtale og kunstnerisk risiko. I Scenekunstens Strategi-Lab ønsker de at færdigudvikle den organisatoriske model, der kan bære arbejdet langsigtet.
Deltagerne i denne tredje udgave af Scenekunstens Strategi-Lab er ligesom tidligere udvalgt efter open call af UP og en ekstern kurator – denne gang Mathilde Böcher.
Deltagerne har allerede mødt hinanden til en introdag, inden de hver især går ind i en intensiv udviklingsuge ledsaget af en strategi-coach og en række spændende udfordringer, modeller og værktøjer.