Statens Kunstfond og Det Kongelige Teater præsenterer endnu engang en række eksperimenterende uafhængige forestillinger på Skuespilhusets Lille Scene. I den kommende sæson føres publikum ind i kroppen og langt ud i universet. Du kan opleve en kunstner grave sig gennem kroppen for at afsløre et nye organ, tre cirkusartisters angst for at falde, moderne dans baseret på en 4000 år gammel undergangsmyte, en horror-fortolkning af et H.C. Andersen-eventyr, og en kosmisk kraft af musik, der hidkalder kolde stjerners røde skær.
KSelekt sæson 2026/27 viser den kunstneriske spændvidde i den frie scenekunst og åbner dørene i Skuespilhuset for det nyskabende, det risikovillige, det smukke og det ubehagelige. Alle forestillinger er særligt udvalgt af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst for deres kunstneriske kvalitet og samtidsrelevans. Du er som publikum inviteret til at opleve fem forskellige tidsbilleder af, hvor kunsten er på vej hen.

Foto: Jakob Tekiela
Our Other Organ
NoLands
29. sep – 4. okt
Med brutalitet og humor graver Boaz Barkan sig gennem en levende krop for at afsløre et nyt organ – der, hvor vores racisme bor. Our Other Organ er en humoristisk og grotesk dissekering af antisemitisme og dennes effekt på den jødiske identitet – samt fødslen af den zionistiske ideologi som en giftig modgift. Et performanceforedrag om, hvordan vi er både er ofre og undertrykkere på samme tid, i samme krop. En rejse gennem kroppe og tid, der sammenkæder internaliseret undertrykkelse og voldens rødder.
Medvirkende: Boaz Barkan & Joel Dergefeldt
Skabt af: Boaz Barkan
Publikumsadvarsel: Forestillingen berør følsomme emner som antisemitisme, Gaza, krig og indeholder voldelige beskrivelser og kunstigt blod.

Foto: Jacob Stage
Faldet
Cikaros
2. – 7. nov
Tre af landets fremmeste cirkusartister Signe Løve Anderskov, Henriette Aarup og Kajsa Bohlin har arbejdet professionelt med (ikke) at falde i over 20 år. Nu deler de deres angst og undren med publikum og udfolder fænomenet fysisk og eksistentielt. Med inspiration fra selvbiografisk materiale, fra litteraturen og sproget, fra Einstein, Ikaros- og syndefaldsmyten går de på opdagelse i faldets anatomi og mytologi. Faldet blev nomineret til en Reumert i 2025 i kategorien Årets Særforestilling.
Min krop stivner ved tanken om ydmygelsen i det lille fald og mærker angsten for det store, uendelige fald. For efter faldet er der intet. Eller er der?
Artister og iscenesættere: Signe Løve Anderskov, Henriette Aarup, Kajsa Bohlin
Scenograf og mediscenesætter: Sir Grand Lear
Dramaturg: Betina Rex
Komponist: Mika Forsling
Lys: Martin Danielsen
Outside eye: Anika Barkan
Producent: Cikaros
Støttet af Statens Kunstfond, Wilhelm Hansen Fonden, William Demant Fonden, Dansk Artistforbund, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg

Foto: Ville Vidø
Atmosphere of Decay
Solid Real Productions
30. nov – 5. dec
En fjern fortid smelter sammen med den ukendte fremtid og fremkalder kærlighed, ødelæggelse og kvindelig sensualitet i apokalypsens time. Danseforestillingen Atmosphere of Decay er en rytmisk, koreografisk fortolkning af det 4000 år gamle episke digt, ‘The Descent of Inanna’. I denne ældgamle sumeriske myte mødes søstergudinderne Innana og Ereshkigal i underverdenen. De repræsenterer hver især universets nedre og øvre riger, det bevidste og det ubevidste. Forestillingen udfolder Inannas vej til almægtighed, hendes egos forfald og til sidst hendes underkastelse, som rummer potentialet for nyt liv. På grænsen mellem subtil dominans og åbenlys sårbarhed skifter tre performere form gennem en koreografi af intimitet, transformation og frastødelse. Det er rastløst og jordnært, det tørster efter blod og længes efter intimitet. ”Hun sluger det hele, knogler, pels, poter, hale, tænder, mens hun sover og drømmer...” En ode til kaos i sammenbruddets tid.
Koncept og koreografi: Sophia Mage
Koreografi og performance: Brittanie Brown, Charlotte Petersen, Escarleth Romo Pozo
Musik: John T. Gast
Lysdesign og fotografi: Thomas Zamolo
Kostumer: Mai Sakamoto
Dramaturgi: Quim Bigas
Stemme-coach: Mette Nadja Hansen
Produktion: Christina Cibrowski, Dansehallerne
Prøveinstruktør: Sanna Blennow
Kunstneriske konsulenter: Rachel Tess, Marie Kaae Schmidt, MUTSUMINEIRO
Visuelt design: Ville Vidoe
Trailer og dokumentation: Alexis Rodriguez Cancio
Co-produceret af: Dansehallerne
Støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, William Demant Fond, HAUT, MARC, Akademiet, Dansstationen

Illustration: Nina Steen
DE RØDE SKO
Steen & Hejlesen
11. – 16. januar 2027
Livagtige menneskelignende robotter performer autonomt i denne forestilling helt uden medspillere af kød og blod. Med androider, videoanimeret scenografi og neoklassisk electronica udforskes vores tilbøjelighed til at besjæle “døde” ting og lade os forføre af imiteret liv. DE RØDE SKO forener animationsteater, robotteknologi og horror-eventyr i en grotesk fortælling om en ung piges spirende identitetsdannelse. Forestillingen er en radikal nyfortolkning af H.C. Andersens eventyr “De røde sko” - en hjerteskærende historie om skofetichistisk besættelse, selvamputering og dødsdrift. I Steen og Hejlesens version af eventyret trækkes tråde til nutiden, og der åbnes et univers af dilemmaer omkring køn, magt og begær.
Idé, iscenesættelse, scenografi, videoanimation og robotter: Ninna Steen og Thomas Hejlesen
Musik: Peter Kyed
Fortællerstemme: Nicolas Bro
Producent: Steen & Hejlesen
Statens Kunstfond og Augustinus Fonden
Illustration: Ninna Steen

Foto: Caroline Bittencourt
Cooler Stars Glow Red
Scenatet
4.-8. maj 2027
Når forskere kigger ud i verdensrummet, kan de se, at køligere stjerner lyser rødt, mens varmere stjerner skinner blåt. Den musikalske performance Cooler Stars Glow Red udforsker de dybe forbindelser mellem vores indre liv og universets uendelige kosmiske kræfter. Publikum inviteres ind i en abstrakt atmosfære, hvor to dansere, to sangere, to fløjtenister og to percussionister i bevægelse og lyd skaber en unik oplevelse af samspillet mellem verdensrummet og menneskelig eksistens. Krop, lyd og elektronik mødes i et poetisk rum af fragmenter og lyriske passager, der spænder fra digte af Jon Fosse til videnskabelige fakta. Gennem sanselige erfaringer vækker forestillingen subtile refleksioner over menneskets forhold til omverden, og hvordan større forandringer kan resonere i kroppens og sindets rytmer.
Ide og koncept: Bára Gísladóttir, Margrét Bjarnadóttir and Anna Berit Asp Christensen
Komponist: Bára Gísladóttir
Koreograf: Margrét Bjarnadóttir
Dansere: Aðalheiður Halldórsdóttir, Halla Þórðardóttir
Musikere: Björg Brjánsdóttir, Steinunn Vala Pálsdóttir, Lorenzo Colombo, Marta Soggetti og Jakob Bloch Jespersen
Lydtekniker: Kristian Alexander
Tekst: Jon Fosse, Ann Jäderlund m.fl.
Kunstnerisk leder: Anna Berit Asp Christensen
Uafhængig scenekunst udvalgt af Statens Kunstfond
KSelekt er publikums vindue til den frie scenekunst i Skuespilhuset i København. Alle forestillingerne er udvalgt af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.
UP fungerer som rådgiver og koordinator mellem de frie kompagnier, Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond.
Hver sæson kan du ansøge om at få din forestilling med i ordningen og komme i Skuespilhuset på Lille Scene med den. Det gør du via kunst.dk her.
Deadline for ansøgninger til KSelekt sæson 2027/28 er 2. juni 2026 kl. 14.00.