Har du som producent eller kompagni haft et godt samarbejde om en co-produktion med en teaterinstitution? Så er det dig vi leder efter. UP og Dansk Scenekunst leder efter de bedste eksempler på co-produktionsaftaler, hvor samarbejdet har fungeret særligt godt.
Det gør vi som led i en udvikling af et fælles værktøj – i første omgang en kontraktskabelon og en tjekliste til gensidigt brug for frie scenekunstgrupper og institutionsteatre.
Send os meget gerne co-produktionskontrakter og -aftaler – fra samarbejder, der er gået særligt godt – til inspiration i udviklingen af en kontraktskabelon og samarbejds-tjekliste.
Send dit materiale til info@udviklingsplatformen.dk
senest 21. oktober 2025
(husk at overstrege eventuelle personfølsomme data)
I slutningen af 2024 tog vi første skridt med et dialogmøde, hvor aktører fra både institutionsteatre og det frie felt mødtes. Resultatet blev en rapport med anbefalinger, som du kan bruge som inspiration, når du skal etablere et godt co-produktionssamarbejde.
Nu går vi videre med næste fase: at udvikle en kontraktskabelon og en tjekliste, som kan fungere som guide til jer i arbejdet med at skabe en god co-produktionsaftale med et institutionsteater.
Hvis du sender os dine eksempler på gode co-produktionsaftaler, vil du få mulighed for at give feedback på den kontraktskabelon og tjekliste, vi udvikler.
En fokusgruppe med repræsentanter fra både institutionsteatre og det frie felt vil være med til at kvalificere arbejdet.
Når værktøjet er klar, inviterer vi til et åbent lanceringsarrangement, hvor både teatre og frie scenekunstgrupper kan melde sig til at deltage som pilotbrugere – så vi sammen kan teste og sikre, at værktøjet bedst muligt kommer hele branchen til gavn.